Matthias Møller fra Sønderborg gjorde krigstjeneste ved Reserve-Infanteri-Regiment 69. Han fik sin ilddåb ved Somme
Den 6. Septbr. henimod Aften blev vi stillet op, forsynet med Stormbagage, og fik uddelt Lyspistoler og Lyskuglemunition. Der blev sagt, at vi skulde kun ud og lave Skansearbejde. (For at ingen skulde tage „Afgangs-billet”). Vi troede ikke rigtig på det. Men det „kunde” dog være sandt.
Gruppevis (4 Mand) i Afstand forlod vi Byen. Fjendtlige Observationsballoner kunde overse Landskabet, og for at undgå for store Tab ved Ildoverfald gik vi i Afstand.
Da Mørkningen begyndte, rykkede vi sammen og marcherede i Række på een.
Rundt i Landskabet eksploderede Granaterne. Terrænet var gennempløjet af Eksplosioner, Granathul ved Granathul. Alle Ejendomme var Ruiner. Træerne strakte splintrede Grene og Stammer ud i Luften, alt virkede så uvirkeligt og uhyggeligt ved den Ødelæggelse, det var undergået.
Henimod Klokken 11 samledes vor Bataillon på en Mark ved Siden af en Hulvej.
Geværerne blev stillet sammen og Bagagen taget af. Kornet, som endnu stod skokket på Marken, blev hentet, for at blive benyttet som Underlag til Hvile. Det var bleven forbudt at tænde Cigarer, Cigaretter eller Pibe. Men det varede ikke længe, før man trods Forbudet hist og her så små Lysglimt.
Kort Tid senere kunde vi høre fjendtlige Observationsmaskiner over os, og ikke længe efter begyndte et fjendtligt Batteri at beskyde os.
Den første Granat gik for kort — jeg skal love for, vi fik Næsen ned — den anden gik for langt. Men den tredie sad midt i det ene Kompagnis Geværpyramider. Straks kom Råbet: Saniteter, Saniteter!
Da Splinterne var fløjet, fo’r alle op og af Sted mod Hulvejen. Det var et forfærdeligt Kaos. Geværerne og Bagagen blev trampet ned.
Den første Ordre lød på, at vi skulde tage vore Ting med. Men den blev straks annulleret ved en ny Ordre om, at alt skulde blive liggende.
Tre Kompagnier styrtede ned i Hulvejen, hvor vi lå Mand ved Mand, så tæt, som Sild i en Tønde.
Granaterne kom nu susende i uafbrudt Række. Hvert Øjeblik ventede man at se en Fuldtræffer lande i Hulvejen, for Franskmændene måtte jo have nøjagtige Generalstabskort og altså kende Terrænet. En sådan Træffer måtte få frygtelige Følger.
Jeg rystede over hele Kroppen, -— jeg var hundeangst. Den halve Time, vi lå der under dette Ildoverfald, mit første, har i hele min Fronttid været den eneste Gang, hvor mine Nerver fuldstændig svigtede, hvor jeg havde en håbløs Angstfølelse. Jeg har i de næste 2 År været udsat for Situationer, der har været mere farlig og nervepirrende, men jeg har aldrig haft en lignende Følelse.
Midt under det hele kom Lastbiler frem med Håndgranater. Jeg blev sammen, med andre Kammerater afkommanderet for at modtage Forsyninger. Da vidste vi sikkert, at nu gik det i Stilling.
Ilden stilnede af og vi slap med Skrækken.
Imidlertid var der kommet Kammerater fra Stillingen, som skulde føre os frem.
I Hast gik det så videre. Spærreilden var sat ind. og enhver havde kun den ene Tanke, hurtigst at nå Må let. At gå i Stilling i et Kampafsnit, er værre, end at ligge i Stillingen.
Den Del af Kompagniet, jeg hørte til, skulde besætte Stafetposterne mellem Bataillonskommandoen og de forreste Linjer.
Da vi nåede den Løbegrav, vi skulde besætte, fik vi anvist vore Pladser.
Det hele gik i en rygende Fart. Der var ingen Tid til Forklaringer. Sammen med 3 Mand stod jeg pludselig ovenpå en Løbegravsdækning og så Resten af Kompagniet forsvinde i Nattens Mørke.
Kammeraterne, vi skulde afløse, var færdige til at stikke af. De gav sig lige Tid til at sige: nærmeste Post til venstre ca. 150 meter Bataillonsunderstand og til højre ca. 200 meter indtil Romerchausseen og så lige ovre på den anden Side, 20 meter herfra, ligger der en Falden — ham skal I ikke blive bange for. Og væk var de — ikke et Ord mere. Resten skulde vi nok finde ud af.
Vort Opholdssted var et Stykke Løbegrav på en 6-7 meters Længde med nogle små Udgravninger i Leret ved Siden, hvor man lige kunde krybe ind for at søge Dækning for Splinter. Ellers ikke noget. Jeg syntes i min Uerfarenhed, at det var umenneskeligt at skulle tilbringe Dage og Nætter under sådanne Forhold.
Men vi havde det godt i Forhold til dem i Kamplinien. Der lå Tropperne kun i Granathuller i ganske kort Afstand fra Fjenden. En sammenhængende Linie eksisterede ikke. Dag og Nat bølgede Angreb frem og tilbage. De Faldne blev smidt op på Randen af Granathullerne og benyttet som Dækning. Sårede var så godt som fortabt. De kunde ikke bringes tilbage. Jeg har ikke set mange gå eller blive transporteret tilbage fra forreste Linie i de 7 Dage, vi lå der.
Behagelig var vor Lod nu heller ikke. Jo værre det stod til med Angreb og dermed Trommeild på hele Egnen bagud, jo mere Meddelelser, Ordrer og Forespørgsler skulde bringes frem eller tilbage. Kun, hvis vort Afsnit ikke lå under stærk Artilleriild, gik vi alene — ellers altid to.
Det varede heller ikke længe, før vi måtte af Sted. Det var godt, at vi havde fået Besked på, at der lå en Falden i Graven. Ellers havde vi sikkert fået en alvorlig Forskrækkelse. Da vi kom omkring et Hjørne, lå han der på Ryggen, det ene Ben og den ene Arm bøjet opefter. Man kunde ikke komme forbi, uden at træde ham på Livet. Det løb mig koldt ned ad Ryggen. Og hver Gang, jeg den Nat måtte over ham, havde jeg en Uhyggefornemmelse.
Når Artilleriilden tillod det, sprang jeg, før jeg nåede Stedet, op på Dækningen og ned på den anden Side.
Næste Dag skovlede vi Løbegravsvæggen ned over ham. Der fandt en af de mange en Grav. Vi måtte Dag og Nat utallige Gange over den.
(fortsættes …)