Redaktør Anders Lebeck tog i maj 1919 på en rejse i Angel for at undersøge, om Danevirkebevægelsens påstande om en spirende danskhed var sande. Hans meget lange beretning fra rejsen bringes her og de kommende dage som følgeton, dog af hensyn til læseligheden fordelt på flere indlæg end antallet af Lebecks rejsedage.

Det mellemslesvigske Udvalg raader over et ret rummeligt Lokale. I et Hjørne er anbragt et Bord med danske Aviser.  Paa et andet Bord ligger der Skrifter og Flyveblade, affattede paa tysk, af Cornelius Petersen, Lassen, Strukstrup, Wall, Obdrup. Mødre kommer og taler om at faa deres Børn til Danmark. I Vinduet hænger der farvetegnede Kort over Slesvigs sproglige og politiske Forhold.

Fra Flensborg paa Cykle, med Lyksborgchausseen. Til venstre Flensborg Fjord, rig paa Skønhed som paa Minder. Den skiller nationalt mellem to Verdener, Sundeved til den ene Side, Angel til den anden. Ad denne Fjord gled en Vinternat i 1864 Kongeskibet ”Slesvig” med Frederik den Syvendes Lig, med Dannebrog paa halv Stang, forbi Lyksborg og videre frem. Ak ja, det var tunge Tider for Danmark.

Nu er Turen kommen til Tyskland. I 1914 Drømme om Verdensmagt, i 1919 knust og ydmyget.  Vil Tyskland suge Sundhed af Nederlaget, som Danmark gjorde?  Er det ikke med Nationer som med Enkeltmennesker, at de, der duer noget, vokser i Modgang?

Lidt borte til venstre ligger Mørvig, – et Led i den tyske Flaade, som tysk Hovmod mente skulde kunne knække Englands Herredømme paa Havet. Vanvid, – hvilket Vanvid! Tyskerne er dygtige Folk, – men tage det op med Englænderne, med Englænderne paa Havet, hvilken forrykt Tanke!  Nu saves tyske Torpedobaade over, tyske Krigsskibe er foreløbig ikke nogen Fare for fredelige danske Fiskeres Næt under deres hensynsløse Sejladser.

Danmark aander op efter det Tryk, som tysk Hensynsløshed ofte har øvet, og som maatte døjes i Stilhed. Men vil der ikke af Militarismens Ruiner vokse et fornyet tysk Folk, stærkt nok til at være det lille Danmark en farlig Nabo – hvis vi ikke faar en Grænse, der deler nogenlunde retfærdigt mellem Dansk og Tysk?  Her ligger Fremtidsproblemet.  Nationer rejser sig ofte mærkværdig hurtigt efter tabte Krige. Og Nutiden raader ikke blot over forfærdelige Ødelæggelsesmidler, men ogsaa over mægtige Kilder til Genrejsning.

Jeg cykler gennem det dejlige Landskab, langsomt, standser nu og da. Saa dukker Munkbrarup Kirke op forude. Og Byens Huse og Gaarde.  Her bor Gaardejer Iversen, Medlem af den tyske Nationalforsamling. Ham gælder mit første Besøg i Angel. Hvad mon han er for en Mand? Hvad vil han fortælle mig?

Samtaler med tyske Angelboere.
Gaardejer Iversen i Munkbrarup er en yngre Mand, Medlem af den tyske Nationalforsamling, Demokrat. Han ser spørgende paa mig, da han giver mig Haanden. Jeg forklarer ham i faa Ord mit Ærinde, og han byder mig til Sæde. Han smiler sjælden. Han har mistet sin Hustru, og Tysklands Elendighed tynger ham.

Han har lige været i Berlin, har haft Forhandlinger i Udenrigsministeriet og fortæller et og andet om det Indtryk, Fredsbetingelserne har gjort. Vi sidder og samtaler en Timestid, ved en Kop Kaffe og en Cigar. En Solid og brav Mand, som de gode danske Bønder paa den anden Side af Flensborg Fjord, men tysk. Det nationale Skel danner et Svælg imellem dem dybere end Fjorden.

Her i denne tyske Bondes Stue faar jeg et Indblik i de udelikate Bestræbelser, der gøres af danske Nationalister og tyske Renegater i Forening for at faa Fodfæste i tyske Egne.

Iversen fortæller mig, at han haft Besøg af tidligere Amtsforstander Clausen. Bov, før og under Krigen ivrig tysk Patriot, nu Agent for Dannevirkefolkene, svælgrig, køber Ejendom efter Ejendom for sin Krigsvinding. Clausen kom paa Grev Bent Holsteins Vegne, skulde søge at vinde Iversen lovede ham fri Rejse til København og andet mere, blot Iversen vilde vise sig villig … !

Iversen spørger: – Hvilken Tillid kan De have til Folk, der nu vender deres Fædreland Ryggen, fordi det er i Nød?  De vil forraade Danmark, saasnart de ser deres Fordel ved det!  Vent bare!

Ikke Tale om, at Folk som Iversen stemmer for Danmark. Men Tysklands Vogn sidder dybt i Uføret.  Andre er maaske mere tilgængelige for Clausens og Konsorters Tilbud. Med Sikkerhed kan derfor ingen sige, hvilke Overraskelser en mulig Afstemning vilde kunne bringe.

Her i Iversens Stue møder jeg Tanker, som stadig vender tilbage i Samtaler med Folk i Angel: Der vil ikke kunne blive nogen fri Afstemning. De fjendtlige Befæstningstropper vil sørge for, at Afstemningen faar det Udfald, de ønsker. Afstemningen vil komme til at foregaa under Tryk.

Jeg indvender, at dette er en ganske forkert Opfattelse. Men Iversen bliver ved sit. Taler roligt og sindigt om det. Hvorfor skal de politiske Embedsmænd fjernes?  Det kan der være Mening i i Nordslesvig, men ikke her i de tyske Egne, hvor Embedsstand og Befolkning nationalt set er et. Der maa ligge en Hensigt bag. Ogsaa paa anden Maade øves der Paavirkning fra dansk Side.

Hvordan? Hvad skal det betyde, at der gives Folk fri Rejse til København? Og at der uddeles Gaver af mange forskellige Slags? Hvor kommer Pengene fra? Hvad Hensigt har alt dette lige foran det store Valg … ?   Det slagne, ydmygede Tyskland til den ene Side, Gaver og Løfter om store økonomiske Fordele til den anden Side? Kan dette siges at være Valg under lige Vilkaar?   Er det rigtigt at friste Tyskere til at løbe fra deres Andel i Tysklands Krigsgæld ved at give dem Lejlighed til at stemme for Danmark?

Pludselig spørger Iversen:

Hvorfor er Tyskland saa forhadt? Hvorfor er vi hadede alle Vegne?

Jeg begrænser mig til at sige, at Kilden til Danmarks og de nordiske Landes Uvilje mod Tyskland er let at finde, – den ligger i Nordslesvig. Det indrømmer han. Men alle de andre Folks Had mod Tyskland, hvor hidrører det fra?

Vi gaar sluttelig over til mere neutrale emner, og lidt efter sidder jeg igen på min Cykle, fortsætter Turen mod Syd, efter Oksager til, gennem det herlige angelske Landskab, – for et herligt Land er Angel. Hist og her skønne gammeldags Gaarde. Hvor lykkeligt vilde det have været for os, hvis det virkelig havde været sandt, at der her var en levende dansk Folkegrund!

Anders Lebeck: Gennem Angel til Dannevirke. Skildringer og Indtryk fra en Rejse i Maj 1919.