Ablincourt den 5. august 1916

Kære forældre!
Nu har jeg overstået et skrækkeligt mareridt og sidder nu vel beholden langt bag fronten – d.v.s. jeg ligger på maven i græsset og skriver til jer. Om aftenen må man ikke gerne fortælle spøgelseshistorier, men ved højlys dag gør det ikke så meget. Og jeg kan da gerne fortælle jer, at det har været en hård omgang hernede. Ganske vist kom jeg aldrig i nogen berøring med englænderne selv, men så meget mere med deres artilleri, og det var aldeles forfærdeligt.

Jeg tror ikke, der er en eneste tysker her, som ikke bærer al mulig respekt for det engelske artilleri, men aldrig har jeg oplevet værre trommeild end den, vi var udsat for i nat, lige et par timer før vi blev afløst. Det lader sig umuligt skildre i ord og ikke forestille i tankerne. Vi holdt en smal løbegrav i tredje linje besat; arbejdede om natten og gravede den dybere, dækkede den omhyggeligt med græs, og når morgenen kom, lagde vi os på langs i graven og dækkede os, så at flyverne, der stadig svirrede over os, ikke kunde opdage os. Og det gik godt to døgn og endnu en dag.

Den tredje dags aften hen ved kl. halv elleve kom der pludselig som et rasende brøl af tusinde uhyrer. Jorden gungrer og ryster, jord og sten og kvalm og krudtdamp hyller det hele i en røg. Og dækninger har vi ikke; vi sidder pressede ind mod væggen, stålhjelmen ned om ørerne og éns oppakning stablet op til dækning for bryst og underliv. Og så overgiver man sig til sin gode lykke. Men det kan ikke nægtes, at hjertet tit står stille i brystet på én, når den svære haubitzer kommer susende.

Tænk, der var 38 cm granater iblandt, og de eksploderer med en så uheldsvarslende torden, at man næsten kan tabe besindelsen ved det. Intet hører man, intet ser man. Sagtner det et par sekunder, spørger man til sin sidemand. Til tider får man hele ladninger af jord og sten ned over sig, stålhjelmen klirrer ordentlig. Pludselig suser en shrapnelflaske, en tingest, der vejer en syv-otte pund, ned på mit skinneben, og jeg griber ned efter benet for at se, om det endnu hænger ved; jeg kan bevæge foden, som ved et under har benet slet ingen skade taget.

Én kommer styrtende gennem graven: spader! spader! råber han, tre af hans kammerater ligger levende begravet. Han kommer tilbage, det er ikke til at komme frem; graven ligger jævnet. Omsider kommer en saniteter igennem med spader. De bliver gravet ud og er endnu i live; blandt dem er Ebsen fra Nybøl. Da kommer der pludselig bevægelse i graven. Alle stormer og maser på: Gas! Gas! brøles der; en tyk sort kvalm fylder hele graven, så man knap kan ånde; nogle styrter op over dækning og afsted over fri mark. Det var kun pulverdamp. Men nu må vi afsted, i halvanden time har vi holdt ud; de fleste sager er begravede af jord.

Så stålhjelmen ned om ørerne, kroppen bøjet sammen og afsted. Over bjerg og dal i graven. Gudskelov, her er der roligere, og her er graven til at være i. Selv har man en mærkelig ro og beslutsomhed. Den kommer, når man har ligget her et kvarters tid.