Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Mandag d. 4. sept. 1916

Min kære Jørgen! Tak for de to brevkort, jeg fik i dag, fra den 31. aug. og 1 sept. Det lettede, da jeg læste, at du var kommet godt over det, som der stod om i avisen for den 1. sept. Jeg regner jo ud på det hver dag, hvordan mon du nu kan have det, så jeg syntes jo nok, at du kunne være i skyttegraven ved den tid. Men hvor må det være slemt for dig, når I biir kommanderet ud. Hvornår kan det dog få ende, al den elendighed, det er så svært at tænke på vinteren, og nu vænner man sig næsten til den tanke, at det skal vare ved i vinter også… Jeg har talt både med Stine og Fedder og sagt dem tak for pakkerne, de er jo glade ved at høre, at du får dem. Fedder spørger hver dag post Gellert, om der er brev fra dig, og når der så er et, ringer han straks op, og hører hvad du har skrevet. De tager så hjertelig del med os, og det liver også meget op på mig…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.