Ullerup den 7. marts 1916

Kære alle sammen!
Jeg er pludselig i lørdags kommet hjem på en syvdages orlov og rejser til fronten igen på søndag. Det er mærkeligt at finde alt ved det gamle nu efter så lang tids forløb – tænk, der er i dag akkurat nitten måneder, siden jeg tog hjemmefra, og jeg synes, det må være endnu meget længere siden.

Jeg er ikke mere ved trainet, men er atter kommet til infanteriet. Jeg har set og oplevet en del, og kun Gud ved, om jeg har det værste bag mig, eller om det står i vente. Og nu sidder jeg nede i min stue ved mit sorte skrivebord og skriver til jer. Lige før jeg rejste dernedefra, fik jeg brev fra Eja; mange tak for det; det glæder mig altid at høre fra jer.

Jeg er for resten ved rigtig god sundhed og godt humør; de siger alle herhjemme, at jeg har ikke forandret mig spor, og det er jo glædeligt at høre. Det må nu drage mod enden med krigen; den vil sikkert få et godt udfald for os, og det er jo hovedsagen.

Her er hård vinter for tiden; dernede var det ved at blive forår; kornet var næsten overalt sået, og buske stod med svulmende knopper. Nu vil jeg håbe, at tiden ikke er fjern, da jeg kan komme helt hjem. Det er så kedeligt at skulle tage afsted igen.