Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien. Efter sin orlov sendte Schulz et brev hjem med fortællinger om rejsen tilbage til Fronten.
Den 30.8.17
Mine Kjære Foreldre og Söskende!
Nu maa jeg nok hellere faa et Brev afsted igjen for ellers venter Mor vis efter Post fra mig. Tak for Brevet fra den 23.8 som jeg igaar har modtaget med glæde.
Mig gaar det her rigtig godt efter Orloven men hjemme var det dog lidt bedre. Rejsen gik jo ogsaa heelt godt. den 22. om aften kl.9 var jeg i Altona. Kl. 12 gik det til Berlin der var jeg om Morgenen kl.6. saa gik det Kl.8 videre til Dresden hvor vi ankom den 23. Henved 12 Tiden. Kl.4 om Eftermiddagen kjörte vi saa med Urlaubrzug over Wien Budapest til Belgrad, der kom vi an den 24 om Aftenen Kl. 11. Saa derefter med Orlovstoget kl.12 om Nat til Endstationen hvor vi ankom den 25 om Aftenen kl. 5. Derefter med Feltbanen Kl. 6 til dennes Endstation hvor vi var Kl.10 om Natten. Saa lagede vi der Natten over til den 26. om morgen Kl.4. Nu gik det videre med en Lastauto hvor vi Kjörte fra kl. 7 – Kl.11 om Middag. Om Aften gik vi saa det sidste Stykke Vej til Fods. Om dagen kunde vi ikke gaar for Heden. Saa gik vi 1 – kl.5 og ankom om Natten Kl.12 til mit Batt´s Forplejningsbagage. Der lagede jeg mig saa i en Vogn til om Morgenen kl.5 den 27. Saa blev jeg vekket af en god Ven som skulde kjöre vor Forplejning til mit Komp. Der fik jeg så mit Kram op at kjöre og saa gik jeg godt lettet med Vojnen Kl. 6 – 1 til Komp. hvor vi ankom den 27. om Morgen Kl. 9-. Jeg melde mig saa for min Feldw.
Han gav mig Haanden og var glad ved at jeg var der igjen. Denne dag gjorde jeg ikke noget da jeg var saa trett af Rejsen. Nu er jeg jo rigtig i min gamle dont igjen. Orlovstankerne er jo endnu i Hovedet og saa tenker man sig den heele Tour derhjemme igen en gang. Det er dog alligevel bedre derhjemme en her. Den skönne Tid gaar jo altid for rask men vad er der at gjöre. Vi kommer til og vente med Taalmodighed indtil Fredens klokker lyder. Og dertil give os Gud Kraft og Styrke at vi maa holde ud en liden Stund endnu. Enden maa da komme engang enden saadan eller saadan.
Broder Matthias har jeg ikke talt i Rendsbg. Jeg har ellers kikket meget efter ham men ingen at see. Nu lige suser der en Flyvemaskine igjennem Luften den vil maaske over og besöger Fjenden lidt. Ved Fronten er der ellers ro, og vi ligger ogsaa rolig og godt her bag Fronten. Ja vor gleder jeg mig ved at jeg ikke tør ud i Skyttegraven. Det er dog meget behageligere her bag Fronten. Man lever her i al Rolighed og gaar og raader sig selv. Nu ved jeg snart ikke mere denne Gang og slutter jeg derfor i Haab om at Freden ikke mere er fjernt og at vi snart matte see hinanden igjen med de hjerteligste Hilsner og Kys til Eder alle fra mig Eders Broder
Milert
(Breve i privateje)