Mogens Kai Nørregaard var en af tolv civilklædte soldater fra Fåborg, som drog mod Sønderborg d. 30. april 1920. Han havde til opgave at sørge for alt var parat til de danske troppers ankomst d. 5. maj 1920. Dagbogsoptegnelserne er samtidige og strækker sig fra hans ankomst d. 30. april til og med d. 9. juli 1920, hvor Christian d. 10. underskrev traktaten.

Der var stærk uro over os tolv civilklædte soldater, dengang vi, hin 30. april 1920 i Fåborg, med stigende utålmodighed ventede dampskibets afgang til Sønderborg. Vi var de allerførste, som blev sendt derned, inden overtagelsen endnu var officiel, for at sørge for, at alt var parat til troppernes ankomst. Enhver af os mærkede for alvor, at nu stod vi foran enestående oplevelser. For dem iblandt os, der havde lejlighed til sammenligning, og som i tidligere tid, fra det sydlige Fyn, havde modtaget et uudsletteligt indtryk af, hvordan Als, en lille del af det store landskabs helhed, dog var et fremmed land, og ligesom en ond trussel, for dem var dette øjeblik som på selve tærsklen til eventyret.

Da landet endelig begyndte at forme sig, hvor vi spejdede, hvor vi gættede. Lysabild kirkespir, som danner centrum for den halvcirkel, hvori skibet runder Als, og som man i lang tid vedvarende har på samme plet lige ud for sig, mens skibet drejer, var det første kendemærke, der bed sig fast. Efter at have passeret den smalle tange Drejet, så vi den første mølle på den lille halvø Kegnæs. Vi stirrede så det sved i øjnene – var det Dybbøl? – Og så blev med eet al tvivl bortvejret, og det store, kuplede bjerg hævede sig forude, mens damperen ilede det i møde, og møllen tegnede sig endelig fast og utvetydigt ovenover gårdene og de fugtiggrønne marker længere nede ad banken, der satte sin gule lerfod i det grålige vand og på sin højderyg stolt bar landevejens træer i to store buer ned mod Sønderborg by.

Hurtig gled imens, til den anden side, Sønderskoven forbi, skydebanernes græsvold og lange betonmure, villa ved villa langs strandpromenaden; så kom det gamle slots fremskudte masse, vi rundede hjørnet og styrede i den skyede gråvejrsaften ind i havnen. – Dér mødte os et helt fremmedartet billede i de tyske toldembedsmænd med de hæslige huer og C.I.S – politimændene, hvis mission først forekom os noget dunkel.

Og efter en skærsild i tolden: Foden på Sønderjyllands jord.  

Om aftenen, i mørke, troede man sig hensat til en af de små, tyske byer. Der var kun lys ét sted på hovedgaden, og det bestrålede et skilt: »Ratsweinkeller«. Oppe i mørket skimtedes på en stor bygning ordet »Postamt« i jernbogstaver, men det stod underlig skævt og forrykket fra midten.  

M.K Nørregaard: ”Oplevelser i Sønderjylland 1. maj – 9.juli 1920 – En samtidig skildring” Sønderjyske Årbøger, 1980.