H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.
Berlin den 29. September 1918.
I Formiddags gik jeg først hen i Rigsdagen. Der fortaltes, at Rigskansleren og Statssekretær v. Hintze er afrejst til Fronten. Man venter nu bestemt, at Grev Hertling vil træde tilbage.
Da jeg i Læsesalen traf Professor Doormann og Dr. Heckscher, spurgte jeg: „Hvem skal være Hertlings Efterfølger?”
„Der nævnes mange,” svarede de. „Af Parlamentarikerne staar v. Payer, Hauszmann og Fehrenbach øverst paa Listen.”
„Efter min Mening er Erzberger den, der bedst vil kunne magte Opgaven,” svarede jeg. „Han er den kundskabsrigeste, den behændigste, den mest energiske og den mest hensynsløse, hvor det gælder.”
Professor Doormann gav mig Ret.
„Det er ingen misundelsesværdig Opgave,” tilføjede han bittert, „thi den Mand, der nu skal slutte Fred, vil gaa i Graven med det tyske Folks Forbandelse.”
Vi talte videre. Udefra kom der Jobspost paa Jobspost. Flere Medlemmer sluttede sig til. Ingen bragte godt nyt. Stemningen blev stadig mere nervøs og trykket.
Kun Pospiech var i straalende Humør og lagde ikke Skjul paa det. „Har De hørt det nyeste?” sagde han til mig. „Da Kejseren forleden var ved Fronten, spurgte Soldaterne ham: „Ved De, hvorfor vi gaar tilbage, Majestæt?”
„Nej,” svarede Kejseren.
Ja, ser De, Majestæt:
„Die Helden sind gefallen,
die Schlauen sind reklamiert,
und wir Dummen können es nicht schaffen!”
Da jeg om Aftenen gik ned ad Unter den Linden, hvilede der en underlig tung og trykket Stemning over de store Kaféer.
Udenfor „Lokalanzeiger”s Telegramhal var en tæt Skare stimlet sammen for at læse de sidste Telegrammer. „Hvor er det dog sørgeligt,” sagde en ukendt Mand til mig, da jeg traadte ind i Hallen.
Stemningen var under Nulpunktet