28. november 1918 – Ribe Stiftstidende: grænsevagterne forlader grænsen

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Grænsens bevogtning

De sidste soldater af den gamle grænsevagt fra Spandet og Raaager er i dag rejst hjem, og der er til Spandet ankommen en snes ganske unge soldater, der dels skal forrette vagttjeneste ved hovedvejene og dels patruljere langs grænsen.

Før de gamle rejste, nedrev de vagthytterne og brugte træværket i dem til brændsel eller solgte det. En bosiddende mand i Fjersted købte saaledes overliggerne i hytterne paa strækningen fra Høm indtil syd for Hømlund for 20 mark. 

Paa vejen mellem Høm og Raaager er pigtraadsspærringen taget bort, og man kan – tilsyneladende uden forhindringer fra tysk side – spadsere frit over grænsen paa dette sted, hvor der ingen tyske vagtposter ses.

Længere østpaa er grænsevagten taget til deres garnisonsbyer for at blive hjemsendt allerede mandag og tirsdag. Ved hjemsendelsen faar hver mand tildelt en helt ny uniform, et par gode støvler, en helt ny underbeklædning og 65 mark i kontante penge.

De soldater,

som har faaet deres uddannelse ved garnisonen i Haderslev og som nu vender hjem fra krigen, vendte tilbage onsdag. Som bekendt hører de færreste af disse soldater hjemme her paa egnen; de fleste er fra sydligere egne eller Polen.  I anledningen af soldaternes hjemkomst havde magistraten opfordret byens befolkning til at byde dem et hjerteligt velkommen, og husejerne opfordredes til at pynte deres huse. 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *