Nis Kock fra Sønderborg deltog i forsvaret af den tyske koloni i Østafrika. Efter at være sluppet ud af Ruponda med en god del af ammunitionen havde Nis begivet sig ud i junglen for at stoppe eventuelle engelske patruljer. Her stødte han på en gammel kending.
Skoven var levende.
Der var andre Mennesker i den end jeg. Jeg kunde høre Lyde som af Stemmer, og det forekom mig ogsaa, at jeg hørte Fodtrin. Jeg blev staaende stille med Riflen rede, og et Øjeblik efter saå jeg en hvid Mand efterfulgt af sorte Soldater gaa hurtigt igennem Skoven med en Riffel skudberedt i Haanden — aabenbart parat til at modtage alle Overraskelser.
Uden at betænke mig et Sekund hævede jeg Riflen og tog Sigte paa hans Hoved. Det var et let Skud, for Afstanden var kun kort, og jeg havde en sikker Haand, og naar først Føreren var faldet, vilde Askarierne formentlig trække sig tilbage, tænkte jeg.
Jeg skulde lige til at krumme Fingeren om Aftrækkeren, da jeg blev grebet af en frygtelig Tvivl. Den hvide Mand havde jo et stort lyst Skæg. Det havde jeg aldrig set Englænderne bære i denne Krig. Skulde det være en tysk Patrouille? Den hvide Mand gik næsten lige ret imod min Geværmunding, og da han var kommet nær nok, raabte jeg af mine Lungers fulde Kraft: — Feltraab!
Han standsede op, holdt Hænderne for Munden som en Raaber og svarede af sine Lungers fulde Kraft — for her var det Livet om at gøre at blive forstaaet: — Kula Mtama! Det var det tyske Feltraab.
Jeg rejste mig og løb frem mod Manden, og han satte ogsaa i Løb henimod mig. Allerede paa lang Afstand kunde jeg se, at jeg kendte ham, og da han kom nærmere, saa jeg, at det var Wisner, min gamle Ven fra den store Safari gennem Ulugurubjergene.
Hans Skæg var blevet længere, hans Skjorte var falmet og pjaltet, og hans Støvler saa ikke ud til at være blevet behandlet med Pudsemidler i længere Tid og gabede fælt, men selv var han hel og holden, omend lidt mere hulkindet end dengang, vi gik gennem Ulugurubjergene.
Naa, jeg selv saa vel heller ikke for køn ud. Det sagde Wisner med det samme: — Du gode Gud, Kock, du ser ikke ud til at have det godt. Jeg svarede Tak i lige Maade, for Wisner saa sandelig ikke godt ud, og efter Udveksling af disse Behageligheder, som var almindelig god Tone, naar man i de Dage mødte en Bekendt i Junglen, fulgtes vi ad til min Lejr, hvor Ramasan var ivrigt beskæftiget med at koge min Morgenmad.
Jeg bad ham om at lave en ekstra Portion til Wisner, og kort efter sad vi ved Maden ivrigt optaget af at fortælle, hvad vi gensidigt havde oplevet, siden vi skiltes i Kisakki.
Wisner havde været ved Kompagniet hele Tiden og havde deltaget i Kampene ved Rufijifloden ved Nytaarstid, da Stache og jeg begyndte vor store Safari til Livale. Han fortalte levende om Kampene ved Kungulio, hvor jeg kunde følge de mindste Enkeltheder, da jeg kendte Stedet saa godt, og var i øvrigt af den Mening, at den engelske Offensiv denne Gang ikke var nær saa godt tilrettelagt som General Smuts’ store Offensiv i Foraaret 1916.
De kom ingen Vegne, sagde han, og de havde i Virkeligheden løbet sig trætte, da de naaede Floden. Indenfor Afdelingerne var der gaaet Rygter om, at Lettow-Vorbeck, medens han laa ved Utungisøen, havde forberedt en tysk Offensiv til Tilbageerobringen af det tabte Land, men saa havde Englænderne kastet Tropper i Land ved Lindi og havde umuliggjort en tysk Fremrykning.
Nu var der snart ikke mere at forsvare i Østafrika, mente han, men han troede dog, at Generalen ved den første Lejlighed vilde levere Englænderne et stort Slag for at vise dem, at han ikke var slaaet ud endnu.
— Vi skal slaas til den sidste Mand og den sidste Patron, det er Parolen, og de, der kender Generalen, siger, at han aldrig nogen Sinde vil svigte sin Parole, saa længe der er Krig i Europa.
— Og hvor længe tror du, de kan blive ved derhjemme? spurgte jeg. Wisner rystede paa Hovedet: — Vi véd jo ingenting. Det er en forfærdelig Krig — og hernede er den næsten værst, fordi ingen skotter om, hvad der sker saa langt fra Europa.
Vi kæmper i Stilhed, og vi dør i Stilhed. Det maa være lettere for dem, der har Hjemmene bag sig.
Solen begyndte at kravle længere op paa Himlen og satte i med sin sviende, ubarmhjertige Straalevarme. Det var i den tørre Aarstid, og baade Mennesker og Planter var udmarvet og udpint af den stærke og ubarmhjertige Sol.
Wisner var færdig med at spise og skulde videre til sin Afdeling. Han trykkede min Haand hjerteligt til Afsked og vilde sige noget, men standsede brat i det. Saa slog han mig friskfyragtigt paa Skulderen, idet han gik, og raabte med en lille Latter:
— En Plads i Solen, Kock, det fik vi da ud af det. Han vendte sig om og vinkede til mig, inden han forsvandt imellem Træerne.
Jeg saa ham aldrig mere.
Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937) fra litteratursiden