27.juli 1916 – Ribe Stiftstidende: Unddragelse af værnepligten

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Fra Landsretten i Flensborg

For at have unddraget sig værnepligten var i tirsdags i alt 27 personer, stammende væsentlig fra Haderslev og Tønder kredse, anklagede. De antages alle at opholde sig i Danmark.

18 af de anklagede idømtes ifølge Flensborg Avis hver 10 maaneders fængsel, mens sagen standsedes imod 9 af dem, da Civilkommisærens formand havde begaaet en formfejl i sagen.

For at have villet unddraget sig værnepligten var tjenestekarl Peter Christian Bock, født i 1894 i Skrave, anklaget. Bock, som indtil marts i aar havde opholdt sig i Danmark hos sine forældre, var hjemløs. Den 2. marts havde han været til session i Haderslev, men der var ikke truffet nogen afgørelse. Man sagde ham, at hans sag skulde undersøges. Han var anmeldt til lægdsrullen i Danmark. Paa formandens spørgsmaal om, hvorfor han da vilde herned og være soldat, udtalte den anklagede, som afhørtes ved tolk, at han havde tyske sympatier. den 27. juni i aar blev han anholdt i en skov ved Høkelbjerg. Han havde intet pas. Nogle gange havde han været paa Landraadskontoret i Haderslev for at faa det, men det var endnu ikke kommet tilbage fra Generalkommandoen. Den anklagede paastod, at han ikke havde villet unddrage sig sin værnepligt, men han vilde over grænsen for at besøge sine forældre. Retten idømte ham fire ugers fængsel, hvoraf tre ansaas for afsonede ved varetægtsarresten.

Faldne

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Christian Schrøder fra Nørre Vilstrup er falden.

Saarede

Christian Petersen, søn af arbejdsmand P. i Aabenraa, er blevet saaret og ført til lazaret i Nürnberg.

Snedker Christian Bonde i Haderslev er bleven saaret ved Vetsfronten.

H. Ohlsen, søn af købmand O. i Haderslev, er bleven saaret.

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Chr. Petersen fra Holm paa Als er haardt saaret.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *