27. januar 1917 – Ribe Stiftstidende: husk at feje skorstene

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Fjendtlige udlændinge skal deltage i det tvungne pligtarbejde

Den øverstbefalende for byen Berlin og provinsen Brandenborg har udstedt en ordre, hvorefter det forbydes ikke-militære undersaatter af fjendtlige stater at nægte at forrette arbejdsydelser, som retslig paahviler dem. Forvaltningsmyndighederne – i bykredse de stedlige politimyndigheder, i landkredsene Landraaden – afgør, om nægtelsen er tilstrækkelig begrundet. Overtrædelser straffes med fængsel indtil et aar, foreligger der formildende omstændigheder med arrest eller pengebøder op til 1500 mark.

Skorstene, kakkelovne og krigen

Regeringspræsidenten i Slesvig har bekendtgjort følgende: Paa grund af de store krav til de i indlandet værende transportmidler og arbejdskræfter i hærens og ammunitionsproduktionens interesse er en tilstrækkelig fremskaffelse af brændemateriale i rette tid overordentlig vanskeliggjort. Under disse omstændigheder er det nødvendigt at omgaas de forhaandenværende brændstoffer med den største sparsommelighed. Ødslen med brændsel foraarsages ofte ved mangelfuld renholdelse af ildstederne. Derfor opfordres enhver til foruden de lovmæssigt foreskrevne fejninger af skorstenene ogsaa at lade kakkelovne og komfurer regelmæssigt og grundigt rense, efterse og holde i orden af en sagkyndig. 

Faldne

Enkefru Andresen i Haderslev har modtaget budskab om, at hendes søn Andreas er falden den 10. januar, 20 aar gl.

Postbud Bjørn, som i flere aar har været ansat ved postvæsenet i Skærbæk, men under krigen blev forflyttet til Tønder, er falden paa Balkan. Bjørn efterlader sig hustru og en lille plejedatter.

I tabslisten meddeles, at Emil Jørgensen fra Stenderup i Haderslev kreds er falden.

Saarede

Bager A. Hansen i Skærbæk, som i oktober fik meddelelse om, at sønnen Jonathan var bleven saaret, har siden da ikke kunnet faa den mindste efterretning om, hvad der er blevet af hans søn.

Løjtnant i reserven J. Wrang, søn af bogholder ved Flensborg Avis J. Wrang, der blev saaret den 4. september i fjor og har ligget paa et lazaret i Mainz, er i disse bleven udskreven og vendt tilbage til Forstærknings-bataillonen i Flensborg.

I tabslisten meddeles, at Karl Hundevadt fra Haderslev, der har været savnet, er saaret og at Jakob Petersen fra Holbæk i Aabenraa kreds og Wilhelm Rose fra Varnæs er komne til skade ved ulykkestilfælde.

I fangenskab

Arbejdsmand Nis Jepsen fra Barsmark ved Løjtkirkeby kom for over et aar siden i russisk fangenskab; men først i den senere tid har hans paarørende modtaget efterretning fra ham.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *