27. februar 1917 – Ribe Stiftstidende: syd for grænsen

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Skolebørn til at luge

Den prøjsiske landbrugsminister har udsendt en rundskrivelse til regeringspræsidenterne, hvori det anbefales at faa skolebørnene til at luge ukrudt af, hjælpe ved kartoffellægningen og ved høstarbejdet. Det maa dog indrettes saaledes, at børnenes sundhed ikke lider skade ved arbejdet, der ikke maa overstige deres kræfter.

Faldne

Johan Johansen, søn af sporskifter J. i Skærbæk, der har været savnet, skal ifølge efterretninger til forældrene være falden.

Landmand Johannes Klindt i Sølsted ved Tønder har modtaget budskab om, at hans søn Chresten er forulykket ved et togsammenstød i Ungarn den 23. januar. Den forulykkede var soldat ved krigens udbrud og havde nu været soldat i 4 aar og 4 maaneder. I hans vennekreds var han anset og afholdt, og han var en dygtig landmand. En af hans brødre er ved Østfronten, og en anden har faaet benet knust i Rusland og har ligget 16 maaneder paa et hospital.

Martin Nissum og hustru i Gjelstoft har faaet efterretning  om, at deres yngste søn Martin er død paa et krigslazaret den 7. februar, 24 aar gl.

Enke Berteline Schmidt i Høgsbro har modtaget budskab om, at hendes eneste søn, S. Knudsen Schmidt, er død paa et feltlazaret i Rumænien, 23 aar gl.

Saarede

Gaardejer Jørgen Staugaard fra Felsted er i de sidste dage bleven saaret i begge ben. Saarene er ikke farlige.

I tabslisten meddeles, at Peter Wind fra Spandet ved Arnum er bleven let saaret ved et ulykkestilfælde.

I fangenskab

I torsdags modtog rentier M. A. Jessen og hustru i Aabenraa meddelelse fra Røde Kors i København, at deres søn Heinrich befinder sig rask i rumænsk fangenskab.

I tabslisten meddeles, at Hans Fromm fra Grarup, der tidligere har været meldt savnet fra udlandet, er i fangenskab.

Jørgen Uldal i Arnitlund, der var meldt savnet, befinder sig i fransk fangenskab.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *