Nis Kock fra Sønderborg deltog i forsvaret af kolonien Tysk Østafrika. Mens han var i byen Ruponda blev den angrebet af engelske tropper. Stache og Nis måtte forsvare hvad de kunne, men de blev hurtigt forstærket af askarier (afrikanske hjælpetropper). Nis tog et øjeblik i kampens hede til at studere hans kampfæller.
Jeg skottede til vore Hjælpetropper, som jeg hidtil kun havde hørt. Det var tre Askarier. Manden paa den ene Side af mig havde en almindelig Filthat paa Hovedet og noget, der engang havde været en Skjorte, paa Kroppen, men den var flaaet og revet i Stykker flere Steder, saa man kunde se hans skinnende sorte Hud indenfor.
Desuden havde han et Par hæderlige Bukser paa, der dog ikke saå ud til at være af tysk Oprindelse, og et Par gode Støvler paa de bare Ben. Han var derimod velforsynet med Patrontasker og bar to Maskingeværbaand tværs over Brystet som Bandolerer. Hans Vaaben var en langløbet, finkalibret portugisisk Riffel, der gav et ejendommeligt skingrende skarpt Knald fra sig.
Det var en Veteran. Jeg omfattede hele hans Person med et eneste Blik — jeg var saa vant til at studere Soldatertyper og navnlig deres Udrustning — og var klar over, at det var en første Klasses Kampfælle, vi havde faaet. Han skød roligt og med omhyggeligt Sigte, og Ansigtet lyste af de krigerske Afrikaneres aldrig trættede eller slappede Kamplidenskab.
Jeg skød et Par Skud til en Tropehjelm, som havde udsat sig lidt for meget, og kiggede saa hen til den anden Trediedel af Hjælpetropperne.
Han var ogsaa god nok — gammel Veteran. Han bar endnu en Askarihue med Nakkeklæde, men paa Overkroppen havde han ikke en Trevl udover et velbesat Patronbælte. Han skød med en gammeldags 71-Riffel, der gav en stærk Røg og et dumpt Brag som en Jagtbøsse.
Røgen gjorde ham til Midtpunkt for en Del engelske Kollegers Interesse. De skød efter den med det Resultat, at vor Ven i Nøden bogstavelig talt laa omgivet af Nedslag fra deres Riffelprojektiler. Det gammeldags Gevær var grusomt handicap’et i Kampe af denne Slags.
Da jeg saa paa ham, kastede et Nedslag en Skovlfuld Sand lige ind i Ansigtet paa ham. Han spyttede og snøftede, lagde Geværet og begyndte at gnide Sand ud af begge Øjne. Saa fik han Øje paa, at jeg havde ham under Observation, grinede over hele Ansigtet, greb Geværet og brændte det af mod Englænderne — og laa atter indhyllet i en tæt Røgsky.
Manden ved Siden af Stache var klædt i en engelsk Khakiskjorte, men i øvrigt nogenlunde reglementeret tysk Paaklædning. Han laa og skød hurtigt og energisk med en engelsk Riffel.
Jeg havde set det hele paa et Øjeblik og kunde ikke lade være at tænke paa, med hvor usselig smaa Midler Østafrika blev forsvaret — af pjaltede Negersoldater med Vaaben, som de for Størstedelen havde erobret fra Fjenden — medens denne paa den anden Side havde alt, hvad det aabne Hav kunde bringe ham af Vaaben og Klæder.
[Fortsættes…]Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937) fra litteratursiden