Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. I foråret 1918 deltog han i den sidste store tyske offensiv.

Vi flakkede rundt fra Sted til Sted, og i Februar Maaned blev vi atter sendt til  Frankrig; dér var Foraarsoffensiven lige for Haanden.

Gang efter Gang var der Orlovsspærring, saa var der Postspærring, og vi levede i den tykkeste Uvidenhed om, hvad der foregik rundt om os udover det, vi selv kunde overse.

En Del af Kammeraterne fra Kompagniet søgte ved Lejlighed til mig paa Besøg, og det var en meget stor Opmuntring.

Omsider den 21. Marts brød Offensiven løs. Jeg blev kommanderet med tre Lastbiler lige efter de fremstormende Tropper op igennem det samme Omraade ved Somme, hvor vi et Aar før var gaaet tilbage.

Her laa Tusinder og atter Tusinder, døde af de frygtelige Gasangreb, som Tyskerne begyndte med, og faldne i Nærkamp eller  dræbte af den frygtelige Artilleriild, som havde bragt Døden til mangen Ungersvend.

Vi vidste nok, at da vi Aaret forud gik tilbage, var alle Byer blevet sprængt og Brøndene fyldt med Snavs og ødelagt, og at alle Træer var blevet omsavede; men at Ødelæggelserne var saa fuldstændige, som vi nu fik at se, det havde vi næppe troet. Der var af alle disse store Huse og Byer ikke alene ikke Sten paa Sten tilbage, men der var Masser af Byer, af hvilke der overhovedet ikke var én Sten tilbage.

Alt var kørt ud over Markerne til Anlæg af Militærveje.

Et Par forhutlede Bærbuske eller nogle forkrøblede Vinstokke fortalte, at her havde der ligget en By; men der er mange tusinde Familier i Nordfrankrig, som ikke en Gang med Bestemthed kan sige: „Her har mit Hjem ligget.”

Englænderne blev drevet tilbage Dag for Dag. Vi kom langt ind i Frankrig, i Egne, hvor der ikke havde været Krig før. Da vi var kommet et godt Stykke forbi Peronne, stod der derfor endnu Vejvisere, og vi opdagede snart, at der paa Vejviserne foruden Bynavn var malet en Ræv, som i strakt Karriere løb østpaa.

I Førstningen kunde jeg ikke fatte, hvad Ræven betød, men omsider gik der et Lys op for mig. Tyske Soldater kaldes jo Mikkel, og Englænderne vilde dermed symbolisere, at Mikkel en Dag skulde faa Næsen vendt den anden Vej, og saa skulde det komme til at gaa hurtigt.

Først maatte dog Tommy tilbage.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).