Mogens Kai Nørregaard var en af tolv civilklædte soldater fra Fåborg, som drog mod Sønderborg d. 30. april 1920. Han havde til opgave at sørge for alt var parat til de danske troppers ankomst d. 5. maj 1920. Dagbogsoptegnelserne er samtidige og strækker sig fra hans ankomst d. 30. april til og med d. 9. juli 1920, hvor Christian d. 10. underskrev traktaten.

Man ser et dejligt, gammelt bondehus ved landevejen ude forbi Augustenborg; tømreren, der bebor det sammen med kone, børn og svigerfar, har været med i krigen. Svigerfar er veteran fra 64. »Den gamle« havde spadseret på sine ben til Sønderborg »den daw, nær æ jensere de kom«, og samme ulejlighed gjorde han sig også, da Hans Majestæt kom dertil. Det gamle hus er et helt rustkammer, og med stolthed viser den tykke, gemytlige tømrer mig alle sagerne.

En engelsk lyskuglepistol af blankt messing, fisket op ved Yserens bredder, og et dansk forladegevær fra 64 er ligesom samlingens yderpunkter. Desuden et utal af granatsplinter og en tysk, en fransk og en dansk bajonet – til sammenligning. Den sidste er mit eget værge, som det er meget kuriøst at sammenligne med de fremmede. –

Mens manden var travlt optaget med at hale alle sine krigserindringer frem, han må være ordentlig belæsset, da han kom hjem, var konen begyndt at tømme chatollet for, hvad det gemte.

Hun havde en samling, der var en værdig konkurrent til mandens. Her var, foruden ualmindelig dejlige, gamle bondefajancer, en mængde kobber-, messing- og tinsager, som hun med stor list havde unddraget rekvisitionerne under krigen.

Et rigt udstyret kaffestel i rødt og hvidt, hvor der på alle stykkerne var malet de sønderjyske piger, var for hende samlingens »piéce de résistance.« Underligt nok stod der kun nedenunder billedet »De sønder … Piger«. Ordet måtte af en eller anden mærkelig grund ikke skrives helt ud. Hele stellet var jo en helligdom og var kun blevet brugt til deres bryllup og til hendes mors begravelse.

Stort mod havde konen vist under krigen, hvor hun resolut havde styret hele deres bedrift i de utroligt vanskelige og hårde tider, gået i marken og passet alle børnene. Hendes største indsats var dog den, at hun havde gjort sin mand, der var født sydtysker, til en god dansker.

Allerede i 1908 havde disse to i Odense anskaffet sig et dannebrogsflag, som hun, svøbt om livet, havde indsmuglet i Sønderborg. Hvorfra havde de troen og tilliden? »Credo, qvia absurdum.«

Vi fandt straks det rette forhold overfor hinanden. Hun bød mig mælk af et glas, hvorpå der under to korslagte dannebrogsflag stod: »En skål for gamle Danmark«. Det var Danmark, de gennem mig, den danske soldat, bød velkommen i deres hus.

M.K Nørregaard: ”Oplevelser i Sønderjylland 1. maj – 9.juli 1920 – En samtidig skildring” Sønderjyske Årbøger, 1980.