Rigsdagspartiernes politiske Forhandlings-Udvalg
Mødet 21. Juni 1919 aabnedes af Formanden, J. C. Christensen, som forelagde følgende Dagsorden:

J. C. CHRISTENSEN: Man udbeder sig en Oversigt over de Forhandlinger, der gennem vor Gesandt i Paris er ført angaaende 3. Zone, herunder en
Meddelelse om, hvilke Instruktioner Gesandten m. H. t. denne Sag har
modtaget fra Regeringen?

Det konservative Folkepartis Medlemmer stiller Forslag om, at det politiske Udvalg retter følgende Forespørgsel til Statsministeren:

»Har Ministeriet erfaret, at den tyske Regering eller tyske Myndigheder
bortsælger Statsejendomme i Nordslesvig til tyske Privatpersoner
eller Institutioner? Har Ministeriet i saa Fald foretaget sig noget i den Anledning?«

Formanden gav derpaa Ordet til Udenrigsministeren, som gjorde udførlig
Rede for de Forhandlinger, der var førte mellem Udenrigsministeren
og Gesandtskabet i Paris og mellem Gesandten og Fredskonf. angaaende
den foreslaaede, men atter opgivne Afstemning i 3. Zone. Udenrigsministeren gjorde Udvalget bekendt med de Telegrammer og Instruktioner, der var sendt Gesandten, og med hans Beretninger fra Paris, saa vel som hans Henvendelse til Fredskonf.s Præsident, Hr. G. Clemenceau.

Udenrigsministeren gjorde derefter Rede for det Tilbud, der i de tyske
Modforslag blev gjort om en Ordning af den dansk-tyske
Grænse, og sluttede med en Bemærkning om, at Gesandten havde følt sig
noget svagt understøttet herhjemmefra. Men det kunde forsvares. Hovedsagen maatte være det danske Folks Holdning. Det var bedre at tale ud af Vinduet end gennem Noter i denne Sag.

Forsvarsministeren mente, at Kammerherre Bernhoft maatte huske forkert angaaende Evakueringen. Fra dansk Side havde man kun ønsket Evakuering faa km Syd for den sydlige Afstemningslinie.

Man gik derefter over til Dagsordenens andet Punkt.

Statsministeren besvarede de stillede Spørgsmaal derhen, at Udenrigsministeriet 30. Maj havde modtaget Telegram fra Gesandten i Paris. Gennem Breve fra Rigsdagsmd. H. P. Hanssen til det af Kammerherre Krieger ledede Udvalg erfarede man først i Juni, at det virkelig forholdt sig saaledes. Der afsendtes da Telegram til Gesandten i Paris desangaaende. Gaardejer P. Grau kom her til Byen og søgte i denne Anledning Statsministeren. Han udtalte sin Tilfredshed med det Skridt, Regeringen havde taget i Sagen. Det var netop, hvad man i Sønderjylland havde ønsket.

Forsvarsministeren oplyste, at Andreas Grau havde søgt ham og meddelt, at en Sæbefabrikant fra Neumünster vilde købe hele Marinestationen i Sønderborg. Andreas Grau havde spurgt, om den danske Stat ikke kunde købe Marinestationen? Ministeren havde svaret, at det ikke lod sig gøre.

Piper forespurgte, om ikke saadanne Køb, som er foretagne, kunde
annulleres?

Udenrigsministeren bemærkede hertil: Danmark har ingen Ret. Vi kan
angive — det er ikke noget smukt Ord — vi kan gøre Ententen opmærksom
paa, hvad der foregaar.

Formanden hævede derefter Mødet.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.