Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var imidlertid gået i stilling i nærheden af byen Troissy.

Hen på morgenstunden nåede vi ud til batteriet igen. Da vi gik gennem Oeuilly, bemærkede vi, at nogle soldater var ved at tage divisionstabsskiltet ned (”stab 113 div”) samt alle de andre skilte, der hører til en stab. Dette betød, at enten skulle divisionen frem eller tilbage. Altså den ene stab flyttede efter den anden, vi var nu efterhånden blevet klar over, at stillingen kunne sikkert ikke holdes.

Batteriet var i fuld aktivitet. Kanonerne drønede, og kanonererne arbejdede alt hvad de kunne. Jeg søgte Goldbergs overfrakke op (overfrakken findes i min krigssamling; Goldbergs navnetræk er i bæltestedet), tilegnede mig den og beholdt den.

Vi kom straks i arbejde. Løjtnant Weichert var i stillingen. Denne Løjtnant havde vi kun midlertidigt, han var aktiv officer, kom fra II. Batteri, og skulle afløse Løjtnant Wiederholt, der var på orlov. Han var absolut ikke afholdt af mandskabet – alle hadede ham.

Hen på formiddagen blev skydningen indstillet for ca. et par timer. Vi fik ammunition, og vi var i gang med at få denne på plads.

Ved ca. 10 tiden fortsatte vi med skydningen, dog efter et andet mål – i vestlig retning. Dog bemærkede vi efter de fjendtlige luftballoners stilling, at vor stilling mere og mere kom til at ligne en hestesko, dvs., vi var ved at blive indkredset.

Ved 11 tiden begyndte efterretningsvæsener fra infanteriet at svigte, men vi skød stadig med stor styrke i vestlig retning og støttede “Heeresabschnit Derflinger”. Foran os lå en stor skov, vistnok ”Foret d´Enghieu”.

 I denne skov begyndte flammekasterne ganske frygteligt at arbejde. Vi kunne tydeligt se de sorte stråler, der sprøjtede højt oven over skoven; men efter et kvarters arbejde, kunne vi intet se mere.

Skydningen fra det franske artilleri blev mindre og mindre, og vi vidste i grunden ikke, hvad der var løs – men vi mærkede tydeligt, at noget måtte der ske.

Som vi allerbedst stod og betjente kanonerne, kom det tyske infanteri løbende ned imod os fra den foran os liggende bakke. De råbte, at nu kom kolonialtropperne, vi skulle skynde os at komme af sted.

Vi ville til at indstille skydningen, men så brølede løjtnant Weichert: ”Wir Kanoniere kämpfen und sterben ans Geschütz”! (Vi kanonerer kæmper og dør ved kanonerne).

Men han havde næppe fået det sagt, før der kom et antal negere i fuld udrustning og stak hovedet oven for bakken. Hvor mange eller hvor få, der var, ved jeg ikke, men nu var det blot med at komme af sted hurtigst muligt.

 Løjtnant Weichert ville til at se i sin kikkert, men han kom ikke til det. Han smed, hvad han havde i hænderne og løb alt det, han kunne.

Jeg nappede i skyndingen brødposen (en sandsæk med lidt levnedsmidler). Gasmasken havde vi altid på ryggen, og så løb jeg bag efter løjtnanten – men kunne ikke følge ham – da han havde lange ben.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.