Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.
Fortsat fra dagen før
- Fredag aften
Nu er den dag også slidt, den har været lang og trang. Jeg tænker hele tiden på dig. A, hvor er det svært, jeg ved jo ikke engang, hvor du nu færdes… I det brev, som jeg skrev torsdag formiddag, skrev jeg netop det samme vers, som du skriver til mig i dag »Går sorgen på«. Jeg sad her ved skrivebordet og skrev den formiddag,og da har du siddet i Heide og skrevet måske til samme tid, og så har vi tænkt på det samme vers. Lad os tage det som et godt varsel. – I dag er det sidste hø kommet ind, nu er vejret fint. Vi har også rullet, så jeg har haft travlt; men så går tiden bedst. Børnene har leget ude hele tiden, de ved ikke af, at det er så alvorlige dage for os. De har det så dejligt i baggården og i vedkastet. Jeg må jo med ud og se undertiden. Siden skal vi også til at synge, nu kan jeg ikke…
Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.