Senest ændret den 16. juli 2016 13:50

Lauritz Jørgensen deltog som tysk soldat i det første gasangreb ved Ypres den 21.-29. april 1915.

Allerede i februar 1915 blev der mand og mand imellem talt om „storangreb“. Vi skulle støde frem til dem engelske kanal. Angrebet, sagde man, skulle finde sted i marts.

Tyskerne havde udregnet en djævelsk plan. Franskmændene skulle fordrives fra deres stærke stillinger, især fra hovedstillingen på den anden side af Yser-kanalen, og dette skulle ske ved hjælp af klorgas, som skulle udsendes fra forreste linie, vel at mærke, når vindretningen var gunstig.

En aften midt i marts blev vi sammen med alle mulige andre soldater sendt ud i nærheden af frontlinien , hvor vi havde været så ofte før. Vi havde mad til tre dage og en mængde patroner.

Angrebet skulle startes ved to tiden. Vi lå i stendyn­gerne i ruinbyen Bixchoote og frøs. Vi afventede ordre,, men den udeblev. Det var vindstille, og hele angrebsstyrken blev sendt tilbage.

Dette gentog sig næsten hver nat indtil den 21. april. Den nat blev vi kun sendt nogle kilometer tilbage. Vi skulle skjule os i noget krat.

Vi var trætte og havde kastet alt overflødigt, patroner iberegnet, bort og havde nu kun et stykke brød til natten. Vi fik flere patroner udleveret, og angrebet skulle begynde klokken seks aften, og det skete.

Ved højlys dag rykkede vi igennem løbegravene og ud i første linie, hvor gasflaskerne var indbyggede med kort mellemrum. Vor bataillon skulle være stødtropper, skulle tage den franske forreste linie og forcere Yser-kanalen, hvor hovedstillingen var.

Nu så vi et forfærdeligt syn. En kolossal, sort-blågul gassky rullede foran os. Solen formørkedes, og i samme nu satte det franske artilleri ind på de tyske linier med utallige batterier af alle kalibre. Tabene var uhyre store. Vi havde nået kanalen og løb over de lette pontonbroer, som pionererne rullede ud. De faste, store broer var ikke sprængt bort, men vi så nu til begge sider den ene fuldtræffer efter den anden knuse dem. De var tætpakkede af fremstormende soldater, som faldt ned i kanalen og var fortabte.

„Fanger bliver der ikke taget! “ var der blevet befalet. Vi sprang ned i den franske hovedstilling, men hvilket syn! De levede endnu, men var værgeløse. Ingen af dem havde gasmasker, hvorimod vi havde en tot tvist i næsen. Den betød dog intet. Mange af vore kammerater hang i de lange franske bajo­netter, som stod oprejst i stillingen. De var faldet eller sprunget ned i dem; andre var fanget i deres pigtrådsspærring.

Det franske artilleri satte nu ind med uhyre styrke. Vi stormede over kampfeltet, hvor alle de franske reserver lå i massevis, døde og forgiftede. Første reservestilling løb vi overende, og det gik videre fremad i en forfærdelig ild. Vi stødte på næste linie, som var bemandet. Maskingeværild mejede os ned, men inden daggry var også vore maskingeværer i stilling, og vi gravede os ned.

(… fortsættes)

DSK-årbøger, 1954