20. september 1917 – Ribe Stiftstidende: hvem ringer klokkerne for…

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Fordi han tilhørte den danske frimenighed

Tondernsche Zeitung for mandag indeholder en lang artikel, hvori meddeles, at pastor Møller i Visby har nægtet at lade kirkeklokken ringe over en kriger, Christian Danielsen fra Gerup, der er død paa et lazaret i Regensburg, og som grund har anført, at Danielsen tidligere har været medlem af den danske frimenighed.

Bladet skriver, at dette har vakt berettiget harme, og misbilliger i det hele taget nu denne holdning i stærke ord. Og da nogle folk fra sognet henvendte sig til provst Steffen i Tønder, foranledigede denne, at kirkeklokken ringede ved jordefærden.

Faldne

Arbejdsmand Franz Haupt og hustru i Aabenraa, der forleden fik meddelelse om, at deres søn Peter var død i fransk fangenskab, modtog omtrent samtidig budskab om, at en anden af deres sønner, Friedrich, er falden, 19 aar gl.

Gæstgiver Christian Petersen fra Torp ved Uge er den 8. september død af sine saar paa et lazaret ved Vestfronten, 39½ aar gl. Han efterlader hustru og et barn.

Guldsmedemester Arthur Helmer fra Sønderborg er død paa krigslazarettet i Kowno i en alder af 43 aar. Han efterlader hustru og børn.

Snedkermester Orbesens enke i Haderslev har modtaget budskab om, at hendes eneste søn, Peter Orbesen, er falden.

Grenader Niels Kjær, søn af afdøde Hans Kjær i Spandet, er falden i Galizien den 21. juli.

I tabslisten meddeles, at Peter Christensen fra Hajstrup er falden, at Jens Christensen fra Nybøl, der hidtil har været meldt i fangenskab, er død,

I fangenskab

Georg Gehrke fra Haderslev, nu udvekslet, befinder sig i Altona, at skræddermester Lorens Nielsen i Aabenraa fra sin søn Jørgen har modtaget efterretning om, at han er i engelsk fangenskab og at Christian Bonde fra Anderup, Friedrich Borring fra Arnum, Jørgen Callesen fra Hønkys, Peter Flebbe fra Skovby, Hans Jessen fra Sommersted og Peter Jürgensen fra Bredevad, der hidtil har været savnede, er i fangenskab.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *