Mogens Kai Nørregaard var en af tolv civilklædte soldater fra Fåborg, som drog mod Sønderborg d. 30. april 1920. Han havde til opgave at sørge for alt var parat til de danske troppers ankomst d. 5. maj 1920. Dagbogsoptegnelserne er samtidige og strækker sig fra hans ankomst d. 30. april til og med d. 9. juli 1920, hvor Christian d. 10. underskrev traktaten.

Den gamle landstormsmand fortæller også, men han venter til maskingeværerne er blevet trætte.

Han fortæller, en passant, at en løjtnant, som han godt kunne have været far til, engang kaldte ham en kylling, som ikke endnu havde sparket skallerne af sig.

De andre kommer så med deres erfaringer i den retning, og meget deciderede kraftudtryk krydses i luften; det syder i dem ved erindringen om kasernegården.

Den gamle kommer med en lille historie, som ligesom danner afslutningen på alt det forrige. – Under krigen var der ofte dukket en ungdomserindring op for ham. Det var fra en tyrefægtning i Lima i Sydamerika. Tyren havde flået en hest op, men blev kort efter dræbt. Imidlertid var indvoldene blevet stoppet ind i hesten igen ved hjælp af halm, og den nye tyr bliver ført ind.

Picadoren sætter sig op på hesten, som de har fået stavlet på benene, men den bryder nu fuldstændig sammen og bliver overladt til sin skæbne. Tyren nærmer sig med sænkede horn, og publikum vejrer. – Den standser lige ved hesten – og giver sig så til at slikke hestens sår. -Det havde han aldrig kunnet glemme, og under al den grusomhed, menneskene lagde for dagen overfor hinanden, var dette billede af tyren i Lima’s cirkus bestandig dukket frem i hans erindring, mens han havde været derude.

Allevegne var krigen nået hen. – To storartede, unge sønners ansigter ser fra de store rammer nedover de gamle og søstrene, som er blevet tilbage.

Det er i Hundslev midt på Als. Nede ved Kruså peger den gamle vejmand på sin landsby og siger: »Herfra faldt syv i verdenskrigen, min søn var den første, det var ved Namur han faldt; så kom, jo så kom naboens-«, og sådan var døden gået fra hus til hus, med kortere eller længere mellemrum, i den lille samling stråtækte huse ved vejen.

I 64 havde de fra samme antal huse kun mistet to. –

I Åbenrå, mens jeg står og tegner en gammel dør, kommer en ældre mand hen og ser lidt til og tager mig så hen, for at jeg skal se det hus, som hans søn har bygget, hans søn som var en lovende ung arkitekt, og som faldt i Frankrig. – De ensomme gamle. -Mærkelige sammentræf, der synes rene anakronismer, har krigen gjort selvfølgelige, almindelige.

M.K Nørregaard: ”Oplevelser i Sønderjylland 1. maj – 9.juli 1920 – En samtidig skildring” Sønderjyske Årbøger, 1980.