Nis Kock fra Sønderborg deltog i det tyske forsvar af kolonien i Østafrika. Under en lang march mod byen Livale i den sydlige del, besluttede han at skyde genvej, men regnen blev for kraftig til at slå lejr under åben himmel.

Det var en forbandet Egn, vi var havnet i, en Landstrækning, der næsten var ødelagt af Krig og Voldsomheder, og nu skulde den igen være Skuepladsen for krigerske Begivenheder.

Den Smule Befolkning, der levede paa disse Egne, var skummel og mistroisk. Der havde i Krigens første Aar været ikke saa faa Uroligheder hernede, men de var blevet dæmpet med haard Haand.

Alligevel var det ikke nogen hyggelig Befolkning at slaa Lejr imellem. Kun en eneste Gang paa den lange Rejse søgte jeg Husly i en beboet Landsby, og Modtagelsen der gav mig et godt Indtryk af Befolkningens Sindelag.

Det var en Dag, da jeg havde besluttet at forlade den afstukne Rute og skyde en Genvej, der sparede os for ca. 40 km Omvej.

Vejen viste sig at være meget besværlig med meget oversvømmet Terræn og vanskelig Urskov, hvor vi undertiden maatte hugge os igennem, men det havde jeg været forberedt paa.

Værre var det, at Regnen ved Middagstid begyndte at strømme ned med en Voldsomhed, som jeg kun sjældent havde oplevet.

Det blev næsten mørkt, og Bærerne arbejdede sig kun med Besvær frem gennem det sumpede, halvt oversvømmede Landskab.

Regnen blev ved hele Dagen med den samme Voldsomhed, og der kunde ikke være Tale om at slaa Lejr, da det var umuligt at faa tændt Baal midt i denne Syndflod. Jeg gik forrest med Ramasan og Ali, og det var en af dem, der fik Øje paa dyrkede Marker forude.

Kort efter skimtede vi ogsaa Lys imellem Markerne. Vi var kommet til en Landsby. Da jeg vidste, at der ofte stod tomme Hytter i Landsbyerne hernede, besluttede jeg for en Gangs Skyld at overnatte i en Negerlandsby.

Jeg gik rask frem mod Byen, samtidig med, at jeg løsnede Pistolen lidt i Holderen, da man aldrig kunde være for sikker, og naaede hurtigt ind i Byen.

Jeg stak Hovedet ind gennem den aabne Dør i den første Hytte, jeg kom til, og hilste God Aften. Der sad to Mænd og en Kvinde ved Baalet, som brændte midt paa Gulvet, og de syntes temmelig overraskede, men hilste mig dog, og en af Mændene bad mig træde nærmere.

Jeg bøjede mig og gik ind, og vi hilste endnu engang paa hinanden — Negre er høflige paa en værdig og smuk Maade — og spurgte, om jeg ikke kunde faa en Hytte til mig selv og mine Mand, da vi ikke kunde gaa længere i Mørket og det regnede for stærkt til, at vi kunde slaa Lejr under aaben Himmel.

De to Mænd konfererede lavmælt med hinanden og skelede engang imellem hemmeligt op til mig.

Jeg fyldte — hvilket dog ikke skal være sagt til egen Fortjeneste — ganske godt op i deres Hytte, og min Pistol og Riffel var ogsaa synlige for dem.

Resultatet af Konferencen blev, at den ene af dem gik sin Vej og kort efter kom tilbage med en Mand, der kunde se ud til at være Høvdingen, og en anden, som jeg anslog til at være Stedets Medicinmand.

Ingen af dem lod til at være stærkt begejstret i Anledning af min Tilsynekomst, men efter nogen Snak frem og tilbage fik jeg dog overladt en stor og rummelig Hytte, hvor vi allesammen kunde være. Ja, Høvdingen var endog saa elskværdig at sende en Kitanda, en Slags Seng, der bruges af Rangspersoner, til mit personlige Brug.

Kort efter kom mine Bærere til Byen og tog straks med Jubel Hytten i Besiddelse. I Løbet af et Øjeblik var Hytten gjort ren og et stort Baal var tændt midt paa Gulvet under utallige Kogekar.

Jeg skiftede Tøj og fik det vaade hængt op ved Siden af Baalet, saa det kunde tørre, og da jeg var færdig og havde smidt mig paa Kitandaen, kunde Ramasan allerede servere det varme Rismaaltid for mig.

Kort efter laa vi allesammen og døsede omkring det herlige varme Baal. Bærernes Smule Tøj tørrede hurtigt paa Kroppen af dem, og jeg kunde høre paa dem, hvordan de nød at være helt tørre for en Gangs Skyld.

Det var velgørende at se de glade Ansigter omkring Baalet i Stedet for de halvarrige Fjæs, jeg havde haft Udsigt til under Marchen, for slet ikke at tale om de aabenlyst fjendtlige Ansigter, jeg var blevet modtaget med i Landsbyen.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)