Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.
Tirsdag d. 2.1.1917
Min egen kære Inger!
Vi har altså begyndt på det nye år. Jeg har da ellers slet intet bestilt i dag. I formiddag var jeg til undersøgelse, og på lørdag kommer jeg uden tvivl bort.
Nu har jeg jo også været her siden den 21. oktober. Det er jo ganske godt, der er ikke mange som holder stillingen så længe. I eftermiddag havde’ jeg ikke lyst til at arbejde, og så gik jeg, Petersen og Povlsen hen på soldaterhjemmet og læste lidt i bladene og fik os noget kaffe.
Det er Petersens fødselsdag, og han gav kaffe og honningkage i den anledning. Her fås udmærket honningkage, men et stykke koster også 45 Pg.
I morgen skal Povlsen afsted. Det er han ikke glad ved, men vi kan jo ikke vente at blive her, til krigen får ende.
Der fortælles i dag, at fredstilbudet fuldstændig er blevet afslået. Så ser det ellers ikke godt ud for os, for så vil det nok komme til at gå forfærdeligt til.
Nå, det kan gå meget bedre end man tror, og vi behøver da heller ikke at opgive håbet om, at det alligevel kan komme til fredsforhandlinger.
Vorherre får råde, for selv kan vi ingen udvej se…