Arthur Thomas, Skærbæk, deltog i den tyske forårsoffensiv.
Vi kom efter seks dages kamp tilbage og blev afløst af et andet regiment. Men i huj og hast blev vi derefter indladet i lastbiler og ført frem til et andet frontafsnit, nemlig oppe ved Lens – La Basse, og der måtte vi ud i svineriet igen. Der skulle gøres et modangreb ved Festubaix. Ved denne historie blev jeg såret, fik en granatsplint i højre lår og en kugle gennem agterspejlet, så jeg faldt besvimet om.
Jeg kom først til mig selv hen på eftermiddagen; solen stod lavt på himmelen i vest, mens angrebet havde fundet sted om morgenen ved 6-7-tiden. Jeg kunne ikke røre mig, benet var meget medtaget og blødte stærkt. Jeg fik mig dog slæbt lidt længere tilbage og var så heldig at dumpe ned i et granathul, hvor der lå flere kammerater og blandt disse en sanitetssoldat, der kunne forbinde mig.
Han gav mig så en indsprøjtning, der bevirkede, at jeg faldt hen igen og først vågnede op på en forbindingsplads. Her blev jeg tilset af en læge, fik en seddel hæftet på brystet og transporteredes så videre med feltbane i retning La Basse.
Kort forinden, vi nåede byen, begyndte englænderne at belægge den og dens udkanter med granatild. Alle, der kunne, søgte dækning, og væk var de. Men jeg og andre med kunne ikke flytte sig, så vi måtte blive, hvor vi var, og vi søgte dækning, så godt det kunne lade sig gøre ved at skubbe os hen i den ene side af kærren, som vi lå på. Vi slap dog godt fra ildoverfaldet, selv om splinterne røg os om ørerne.
Jeg troede så, at man ville komme og bringe os videre, men nej, der kom ingen. – Så øjnede jeg en chance og kravlede på alle fire ud til vejsporet, hvor der kom en pionerpark-kolonne kørende. Jeg råbte den an, man lagde mig på en af de bageste vogne, og i susende fart gik det igennem byen og ud i det fri, hvor der var roligere terræn. Her læssede man mig af ved vejkanten, for man måtte ikke fragte mig videre, sagde man.
Der kom også lidt efter en sanitetsauto, som tog mig med. Først læssede man mig af i en muggen lade eller kirke, eller hvad det var, hvor jeg lå den nat. Her var der en sanitets-underofficer, som tog sig af os, og han var meget god imod os med forbinding, gav os god forplejning m. m., og jeg fik også rødvin at drikke, der gjorde mig godt. Næste dag gik turen videre til et krigslazaret, hvor vi blev tilset af to læger. Det viste sig, at man var godt tilfreds med vor tilstand, efter hvad man da sagde. –