Mogens Kai Nørregaard var en af tolv civilklædte soldater fra Fåborg, som drog mod Sønderborg d. 30. april 1920. Han havde til opgave at sørge for alt var parat til de danske troppers ankomst d. 5. maj 1920. Dagbogsoptegnelserne er samtidige og strækker sig fra hans ankomst d. 30. april til og med d. 9. juli 1920, hvor Christian d. 10. underskrev traktaten.

Henimod slutningen af mit ophold dernede, var jeg i længere tid beskæftiget med nogle store, dekorative arbejder til genforeningen. Jeg stod i en vognport, og fra malerværkstedet ovenpå fik jeg hver dag besøg af svendene, der var tyske, én af dem var fra en by, der hed Hindenburg, og som med levende interesse iagttog arbejdets gang. – Når så der var diskuteret om billederne, »nichts geht über die Lazurtechnik-«, endte det med, at en af dem kom med en eller anden bemærkning om krigen, som straks fængede, og så var vi med det samme i en brandstorm af krigsoplevelser.

Den ene fortalte fra sin kant og den anden fra sin, i munden på hinanden og voldsomt gestikulerende. Tilsammen et blændende levende billede af krigslivet på den tyske side, revet ud af al logisk sammenhæng, men med sproget lige ud af skyttegravene, sproget og alle bevægelserne i alle situationer. –

Sådan stod man med håndgranaten, sådan slyngede man den, roligt, vis på indstillingstiden, eller sådan – i et febrilsk jag – de første gange.

Håndgranaterne synes i det hele taget at have spillet en hovedrolle. En af kammeraterne, der trængte til en afsvalelse, får sendt en hvæsende håndgranat ned for fødderne af sig i det hjørne af skyttegraven, hvor han står, og stirrer stivnet af rædsel, indtil den går ud af sig selv, eksplosionsstoffet var fjernet.

Meget optaget var de også af den raffinerede situation, som kan fremkomme, når man har indstillet håndgranaten til eksplosion og lige har beregnet tid til kastet (den skal helst eksplodere lige før den rammer jorden), og den så griber fat f.eks. i en fingerring, idet man vil slynge den fra sig, så kan der komme fart over personen.

De fortæller mere til hinanden end til mig, sammenligner den enes oplevelser og erindringer med den andens.

Russerne, der var nogle »dumme Kerls«, som kyssede fligen af ens kappe, selvom man sparkede til dem. Der var natlige snigpatruljer igennem pigtrådsnet. Saksen har man i hånden parat til at klippe. En af kammeraterne bliver lidt tilbage, en af håndgranaterne, der hænger ved bæltet, har haget sig fast, det er vanskeligt at komme løs – og så lyder eksplosionen – kaput. –

»Die Flammenwerfer«

Erindringen derom synes ikke at tilhøre denne verden. – De stopper også op og ser mod gulvet og mumler: »Nein, nein, das war zu furchtbar.« – Men så er der maskingeværerne. Dem er der humør over. Det er i Berlin, Alexanderplatz, »Strasse frei«, og folk løber ind i portene, op i gadedørene, mens det smælder: rak, tak tak tak.

M.K Nørregaard: ”Oplevelser i Sønderjylland 1. maj – 9.juli 1920 – En samtidig skildring” Sønderjyske Årbøger, 1980.