Adolf Nielsen fra Egernsund gjorde krigstjeneste ved IR91 og RIR465. Med det sidstnævnte regiment kom han til fronten ved Ypres i august 1917.

Det var det nye Regiments første Kamp; men vi skulde snart faa mere. I fire Dage lod han os ikke i Ro. Granater fik vi rigeligt af; men han stormede ikke.

Vore Fødevarer var sluppet op, og nogle Mand maatte til Reserven for at hente nye Spisevarer. Hvem kendte Vejen, og hvem vilde gaa?  Vor Kompagnifører kom frem og spurgte: »Er der ingen, der ved Vejen?«

Vejen vidste vi vel nok, men ingen turde gaa, for Fjenden bestrøg Terrænet med Granater og Mitrailløser [dvs maskingeværer, RR], saa det var farligt at vove sig ud af sit Hul.

Kompagniføreren kom hen til mig: »Du ved nok Vejen, Nielsen, ikke sandt?«

Jo, det kunde jeg jo ikke nægte.

»Naa, saa søg Du fire Mand ud og tag dem med og hent os Proviant.«
Ti Minutter senere krøb vi ud af Graven og krøb saa fra det ene Granathul til det andet og naaede paa den Maade Hovedgraven.

Nu kunde vi dog gaa og behøvede ikke mere at krybe. Vi havde nu 3½ Km. til Marketenderiet.

Da vi havde gaaet ca. 500 Meter, begyndte Engelskmanden at lade Granaterne regne. »Pas paa, nu griber han sikkert an igen, det er godt, at vi ikke er der i dette Øjeblik.«

Vi skyndte os, det vi kunde, for Granaterne blev os for nærgaaende. Vi naaede uskadt til Marketenderiet. Kokken havde lige faaet en Del Mad færdig.

»Nu, sæt jer ned og faa noget i Livet, for I er vist sultne.«

Vi spiste, saa vi var ved at revne.

»Kan I taale en lille Dram,« spurgte Kokken og kom med et Kogekar fuldt af Brændevin (2 Liter).

»Nu, drik I kun, det kan gøre godt oveni paa den Tur, I har taget.«
Og vi drak af Hjertens Lyst, saa han log den fra os, for at vi ikke skulde blive fulde, saa vi ikke kunde finde Vejen til Kammeraterne igen.

Kokken fyldte Maden i store Transport spande, og imens fyldte vi Feltflaskerne med Brændevin. Da vi skulde til at gaa, kom en Saaret og fortalte, at Fjenden havde stormet, og at vi skulde passe paa.

To Mand kom med fire Æsler, som vi læssede Provianten paa. Saa gik Turen tilbage til vore Kammerater.

Det var en besværlig Vej, for Dyrene kunde jo ikke krybe, da vi naaede dertil, hvor det ikke kunde gaa an at gaa, og Spandene var for tunge, til at vi Par Mand kunde bære dem.

Vi maatte se at finde paa noget, men paa hvad. Der stod nogle Graner, dem huggede vi af, og nogle af os bar Granerne foran os. Saa gik det frem igen. Og naar Engelskmanden brugte Lyskasterne, stod vi stille, saa det saa ud, som der stod nogle Graner.

Da vi var en 100 Meter fra Kammeraterne, gjorde vi Holdt, og jeg krøb hen, hvor de skulde være og gav en Lyd fra mig.

Jeg fik det Svar: Gaa til venstre! Til højre har Fjenden taget Graven. Jeg krøb saa tilbage til Provianten.

»Den er gal, vi maa til venstre, til højre er Fjenden kommet.« Vi kom ned i Graven og gik i den et Stykke til højre, til vi naaede Kompagniet, der ventede med Længsel.

Det varede kun et Øjeblik, saa var Maden fordelt og spist.

»I har haft Heldet med jer, for medens I har været borte, har Englænderne stormet og ligger nu paa Siden af os, men der er ikke saa mange, højst et halvt Hundrede Mand I Morgen Aften skal vi nok drive ham ud igen.

Adolf Nielsen: Fire Aar i Felten under den tyske Ørn. Oplevelser og Krigserindringer.