Hans Andersen Kongsbjerg gjorde krigstjeneste på Vestfronten. Ved påsketid 1917 blev han sat til at bevogte en arbejdskommando af franske civilfanger
Afkommanderet
Ved Paasketid 1917 havde mit Regiment store Tab under Forsvaret af Vimyhøjderne, og vi skulde derfor sammenarbejdes med de nye Reserver i en roligere Stilling ved Fromelles paa Lilleegnen.
Som en af de gamle i Tjenesten ved Kompagniet blev jeg af en velmenende Feldwebel tildelt et Kommando, der skulde bevogte Civilfanger i en Lejr i Nærheden af Houburdin.
Vi var 15-16 Mand under en bajersk Feldwebel og Underofficers Ledelse, og der blev af Feldgendarmer transporteret ca. 300 Franskmænd ud til os den første Dag.
Det var store, flotte Fængselsbetjente fra Lille, Haandværkere, Forretningsfolk og en Del unge Grubearbejdere. Vi sporede ingen større Paaskønnelse fra dette Selskabs Side for Indkvarteringen hos os, men denne forløb dog i første Omgang nogenlunde i Orden og Ro.
Næste Dags Morgen skulde der rykkes ud til Arbejde, og Halvdelen af Vagtmandskabet fik tildelt et Par Hundrede af Civilfangerne, som vi skulde stille med i en By nogle Kilometer fra Lejren.
Under Marchen mærkede jeg nok, at der blev meddelt Paroler fra Geled til Geled, og da vi passerede en større Landsby, hvor Beboerne stod spændte i Døre og Vinduer, stemte hele Kolonnen pludseligt i med Marseillaisen.
Kvinderne, der stod ved Husene, græd, og det saa ud til, at de temperamentfulde Franskmænd var ret opildnede af de patriotiske Ord og Toner.
Den bajerske Underofficer, der førte os, saa temmelig betuttet ud, og jeg var belavet paa hvadsomhelst.
Imidlertid fik Sangen Ende og Landsbyen med, og den støvede Landevej og Sommervarmen dyssede igen Gemytterne i Ro.
Ude paa Arbejdspladsen, hvor Flokken blev inddelt i Hold, fik jeg tildelt en Snes Mand, der skulde lave Skyttegrave. Da de saa, hvad de skulde udføre, nægtede de pure, og saa stod jeg der i en ny truende Situation.
Feldwebelen, der havde Opsyn, kom til, og han kunde saa mange franske Brokker, at han kunde tale Dunder til strejkende Franzoser, men lige meget hjalp det. Han forsøgte saa med Trusler, lod mig plante Bajonetten paa, men heller ikke dette virkede paa de opsætsige.
Enden blev, at han maatte lade dem strejke, men valgte saa selv Stedet dertil. Det blev en Plads, hvor jeg som Vagtmand kunde staa i Læ for et begyndende Tordenvejr, mens Franskmændene “strejkede” uden for i den skyllende Regn.
Det var kun med Nød og næppe, at jeg hindrede Flokkens Opløsning, da Livejret brød løs, men det gik. Senere opdagede jeg en Belgier i Flokken, der kunde Tysk, og kom lidt paa Talefod med dem, saa de forstod, at jeg ikke vilde gøre dem mere Fortræd, end jeg havde Ordre til.
Det lykkedes dog ikke hverken med det onde eller gode at faa denne Flok til at arbejde den Dag.
Næste Dag tilbød de at arbejde mod, at der blev afgivet skriftlig Erklæring om, at det var tvungent. Flokken søgte ved Tegn og Blink at faa mig med som Vagtmand, saa der var ikke dødeligt Had fra foregaaende Dag.
Ved lidt Taktik ved Opstillingen fik jeg dog tildelt et lille Hold af unge Knægte, og vi kom til at have et fornøjeligt og godt Samarbejde.
Efterhaanden blev Forholdet mellem Fangerne og Vagtmandskabet ret venskabeligt, og vi havde alle efter Omstændighederne gode Dage.
Desværre varede det ikke længe, før jeg igen maatte med Kompagniet hen, hvor der var dicke Luft.
H. Andersen, Kongsbjerg.