20-årige Johannes Christensen er soldat i Regiment 84, der ligger i reserve nordøst for Reims, klar til at afløse udmattede enheder i forreste linje, der forsvarer sig mod den franske forårsoffensiv . Han fortæller i nogle dagbogsoptegnelser.

Om morgenen 18. april var der pludselig alarm og en halv time efter var vi på march igen i piskende regnvejr. Vi marcherede eks kilometer og kom til Brienne, som man ved første øjekast så var rømmet over hals og hoved. Der blev fra formiddag til eftermiddag klokken fem, så hed det alarm igen.

I denne by så det forfærdeligt ud. Alt lå mellem hinanden. Der lå de kostbareste ting, som ingen havde tænkt på eller kunne nå at få med under franskmandens pludselige og heftige beskydning. Vi så jo naturligvis lagrene efter og tog nogle småting med, som minder fra denne by. Noget betydeligt havde vi ikke lyst til at slæbe med på og hvem ville slæbe rundt med unyttigt? I det hele taget havde jeg ikke meget lyst til at rode lagrene.

Klokken 17.00 gik det så pludseligt videre, og vi kom hen til denne by og her har vi ligget i en stor lade siden i aftes. Vinduer og døre er ituslåede, så det blæser tværs igennem, men det er kun, hvad vi er i hele tiden og det er dog bedre end ude i graven. Vi går med koblet omspændt hele tiden, så vi blot behøver at smide tornysteren på skulderen, når det atter hedder alarm. Sandsynligvis går det forud, men vi håber til det sidste, at det må gå tilbage. Skal vi forud, så stoler jeg på at Vorherre og frelser vil bevare mig igennem dette. Ja, Gud i vold I kære derhjemme.

Jeg har det endnu godt og har kun grund til at takke gud for min skæbne indtil nu.

Dette er skrevet i min dagbog på ryggen af mit tornyster her i den store lade, mens kanonerne tordner udenfor, så jorden ryster under os.

Du kan læse mere om Johannes Christensens oplevelser i tysk tjeneste i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ . Bogen kan bl.a. købes på Skriveforlaget.