Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. Han var midlertidigt hjemme på en kort orlov i Agerskov.

Derefter fortsatte jeg med toget, og ankom til Flensborg om middagen. Jeg henvendte mig på Bezirkskommandoen i Flensborg, og her bad jeg om at få lov til at rejse hjem til Agerskov. Det kunne ikke lade sig gøre, med mindre, at min fader kom til Flensborg og skrev under på, at jeg ikke ville gå over grænsen. Det havde jeg i øvrigt heller ikke tænkt på.

Jeg fik så sendt et telegram hjem. Fader cyklede til Rødekro, nåede toget og var i Flensborg ved fem tiden. Jeg hentede ham på banegården, og vi gik straks om på Bezirkskommandoen og fik papirerne ordnet og nåede at komme hjem samme dag, det var den 16. maj 1918.

Der var glæde i hjemmet, da jeg var ankommet. Alfred og Anne samt Paula (en pige fra Kiel) løb mig i møde, og lidt efter kom moder og tog mig omkring halsen. Det var første gang, jeg kom hjem direkte fra fronten.

Det vakte en vis opsigt at komme hjem med hele oppakningen. Jeg klædte mig af ude i hestestalden og fik mig badet og vasket, trak i rene klæder og derefter blev så militærtøjet kogt og vasket.

Det var en hel velgerning at få noget at spise og nogen mælk at drikke. Moder blev meget skuffet over, at jeg kun kunne blive 6 dage. Men derved var der intet at ændre. Jeg kunne få mig spist mæt, få sovet ud og få mig en pakke med, og det betød ikke så helt lidt for en frontsoldat.

Dog fik jeg for alvor at se, at det var ikke alene frontsoldaterne, der led, men de pårørende derhjemme led periodisk lige så meget. Det havde taget hårdt på moder, hun kunne ikke godt sove om natten; Johannes var kommet fra Rusland til Frankrig, og Samuel, der var i russisk fangenskab, hørte de kun sjældent fra.

Der var falden mange fra bekendtskabskredsen, og der lå et underligt tryk, en uhyggelig stemning over alle mennesker. Hver morgen, når jeg vågnede, stod moder ved sengen og græd, det var næsten ikke til at holde ud, for man havde ikke meget at trøste med. Det var krigen – den medførte megen elendighed. Jeg besøgte nogle bekendte hist og her, men ret meget havde man ikke lyst til.

De sidste par dage var meget trykkende, mor gik og græd, og fader gik og listede omkring og sagde ikke ret meget. Jeg talte mest med Marie, Anne, Alfred og Paula. Selv om stemningen var trykkende, var jeg alligevel glad for at være hjemme.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.