Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.
14. Marts: Sunget en Salme og Vilhelm Gregersens Flensborg-Sang hjemme. Hen at stemme. Udsendt Ekstrablade om Kapp-Revolutionen. Tyskerne nægter frejdigt Fakta. Hos Hallgreen protesteret mod tyske Plakater ved Valglokalerne, hvorefter kun tyske Stemmesedler er gyldige. Kørt rundt i Avtomobil for at tilse Valglokalerne. Protesteret hos Hallgreen mod Anholdelsen af danske Tillidsmænd i et Valglokale. Hjemme stort Besøg, Dirrende Spænding. Mange til Højtidelighed paa Kirkegaarden (Kallenbach-Pedersen), jeg paa Bladets Kontor, for at prøve paa at faa et nyt Ekstrablad ud, og paa Tillidskontoret. Byen overtrukken med Flag, Plakater, Stenbroen skjult af Papir, Gaderne fyldte af Mennesker.
Fra Klokken 8 et Par rolige Aftentimer paa Kontoret. Oprydning. Tanker. De sidste tre Dage med den overvældende tyske Tilstrømning har givet os et alvorligt Tilbageslag. Gaderne har hver Dag været oversvømmede med Tyskere, 8000 stemmeberettigede sydfra, mange nysgerrige, den opfanatiserede Skoleungdom. Tyskerne har uddelt Masser af Penge paa Landet og udsendt Lastavtomobiler med Fodtøj de allersidste Dage. Vore Folk er overanstrengte, men dog fortrøstningsfulde.
Værre ser det ud paa Landet, hvor alle Beboere de sidste Aftener har været stævnede til »Hjemstavnsfest« med de stemmeberettigede sydfra. Der drikkes og afkræves en tysk Ed, fuldstændig Hypnose. Paalidelige gamle trofaste Tillidsmænd har lovet Flertal af de bosiddende i flere Kommuner vest og sydvest og syd for Flensborg, men kuldkastes ikke deres Beregninger? Daglig i Maaneder har mange spurgt mig: Hvor mange Procent faar De i Flensborg? Hver Gang har jeg svaret : Det er umuligt at beregne; Danmark kan gøre meget til at vinde den store vaklende Midtergruppe. Hidtil tysksindede Borgere faar spurgt mig, og jeg har svaret: Tag selv aabent Standpunkt for os, lad ti ansete Borgere gøre det, saa vil Hundreder følge efter og efter dem Tusinder. De raader for Udfaldet! — Kan De give os Sikkerhed? svares der. Den danske Regering haaner os, den tyske Presse brændemærker os, og en Del af den danske leverer den Materiale.
De første Efterretninger kommer, dybt nedslaaende fra Landet, Angel, Højderyggen, Vestkysten, alt revet omkuld af Strømmen sydfra. Før er en Skuffelse, Byen en svag Oprejsning. Der bliver stigende Tummel paa Gaden, sort paa Torvet, Nidviser, truende Fagter, Brus af Stemmer. Betjente skaffer kun et Øjebliks Luft. Saa skraales der igen, ustandseligt gjalder det det meste af Natten og føles som Haan. Alpejægerne holdes tilbage paa Kasernen. En Præst taler fanatisk truende fra Brøndkarmen paa Nørretorv, Klokkerne runger tysk Sejr over hele vor gamle By; den bitreste af de prøjsike Sejre i vort Land.
Folk kommer og gaar paa Kontoret, beretter om Forulempelser paa Gaden, ulykkelig Stemning paa vore Sammenkomster. En Sten klingrer igennem Ruden.
Pinligt ikke at kunne være helt alene. Taler mekanisk med nogle besøgende, mens Hylene lyder udefra, som om alle onde Aander var slupne løs. Bliver mere og mere kold indvendig, følesløs. Bittert som dansk FIensborger at opleve dette, fattig Trøst, at vi har sat vore Kræfter ind til det yderste, støttet trofast af Venner. En Ydmygelse for vort Folk og en grænseløs Sorg. Mørk Stemning blandt alle.
Kl. 3 Nat Raadslagning i et Værelse bagude med københavnske Venner og Advokat Andersen. Peter Grau og A. Gran er allerede rejste med Aftentoget . Vi enes om, at Johs. Andersen overtager Indsamlingen og Indsendelsen af Reklamationerne; jeg rejser straks til København. Nu er det Danmarks Vilje, det gælder.
E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)