Senest ændret den 7. januar 2015 12:20

86’eren Peter Østergaard, en bror til Jeppe Østergaard, der faldt den 26. oktober 1914, er nu nået til fronten i Frankrig.

Kære alle sammen!

Ja nu er jeg så nået herned til fronten. Vi ligger i en landsby 5—6 km vest for Noyon. Det er jo lige i det hjørne, hvor linjen bøjer mod nord. Skyttegravene ligger 5 km vest for os, og der skal vi ud i overmorgen. Det er ude ved Lassigny. Så vidt jeg husker, sendte jeg et kort med hjem, så der kan I vist, hvis I har lyst, se navnene. Her bor vi i et rum ude i en bagbygning og har nu fået et bord og et par bænke opsat. Sengeplads var der i forvejen. Det er et par brædder sat på kant, og indenfor er der halm. Her er vi 5 mand, alle danskere, så vi har det jo helt rart, men mærker ikke stort til krigen, hvis der ikke af og til kom et skud derude fra. Dog tror jeg nok, at vi er kommen på et heldigt sted. Der forekommer ikke større fægtninger. Hver ligger i sine stærke skyttegrave og passer sig selv, blot med lange mellemrum sender de hinanden en hilsen for at mindes, at det er krig.

Mit kompagni har nu ligget på denne plads i 5 uger og har i den tid kun haft 2 sårede, hvad jo ikke er slemt. Dog, skal der i går være bleven skudt 3 og såret 2 derude, ikke fra mit kompagni, og grunden dertil fcr, at der for et par dage siden var nogle tyskere, der om natten kastede bomber ned i de franske skyttegrave. Det er for dette, franskmændene vilde kvittere. Når ingen af parterne forser sig, er alting omtrent roligt. Vi skal, som jeg har nævnt, ud i skyttegravene paa Onsdag morgen. Der bliver vi så i 4 dage og har så igen fri i fire,. På den måde er det jo til at holde ud, for i fritiden har vi næsten ingen tjeneste, i alt fald ikke ved mit kompagni, men det skal også være et af de bedste. Den eneste hage ved den ordning er, at vi netop kommer til at ligge derude i hele julen. Det kan komme til at passe, at vi skal derud den 24. om morgenen og kommer så tilbage den 28. På lignende måde kan det gå med nytår.

Dette er der jo ikke noget at gøre ved, og i og for sig har det jo også mindre at sige, om vi skal fejre den her eller derude, for nogen jul, som man kunde ønske sig, bliver det jo dog ikke.

Her sidder man og samtaler og har det så godt, at man næsten ikke kan tænke sig, at man om et par dage skal ud at skyde på mennesker.

— Der kom nu en til, som gerne vilde bo sammen med os, vi er så 6, og deraf er en fra Dynt, en fra Sottrup, en fra Smedeby, en fra Aller og så Nissen ude fra Bov. Halvdelen ved kompagniet er dansktalende. Det er jo helt hjemligt. Egnen her er meget smuk, men beboelseshusene er efter vor mening meget tarvelige. De er for det meste bygget af sandsten, nogle der ligner tufsten. Der er ikke mange vinduer, og dette skal, efter hvad jeg hører, have sin grund i, at der betales skat efter, hvor mange vinduer man ejer. Overalt ser man store frugthaver. Hele marker er tilplantet med æbletræer. Hver mand har sin frugtpresser og sin vinkælder med store tønder, dog er deres indhold for længst drukket, og desuden er der ikke bleven nogen ny vin lavet i år, for både æbler og pærer ligger ude under træerne og er rådnet.

Befolkningen er borte. Der er kun nogle gamle mænd, kvinder og børn tilbage, og de må jo finde sig i alt. Det regner hver nat, så det er meget sølet her på disse lerede jorder.

Eders Peter.