13. november 1916 – Ellen Jensen: “…ingen Brød at faa”

Senest ændret den 15. november 2016 8:38

Ellen Jensen var gift med journalist ved Flensborg Avis, J.N. Jensen. Under krigen boede hun i Flensborg, og berettede i sine breve om stort og småt fra sit liv i byen og fra deres omgangskreds rundt om i Sønderjylland og Sydslesvig.

Flensborg 13-11.1916

Min egen Kæreste!
I Aften skal jeg til ”Klub” med Fru Chr. og det øvrige Selskab. Egentlig blev jeg helst hjemme, det er mig nu lige frem en Overvindelse at gaa ud om Aftenen, man bliver mageligere med Aarene. Naar dertil kommer, at jeg har Hovedpine og Gigt, Smærter i Ryg o.s.v. Men paa den anden Side maa jeg vist gaa, for jeg har jo nu velsignet Evne til at fantasere mig dødssyg, naar jeg sidder i min ”Jenlehed”. Maaske fejler jeg intet naar jeg kommer hjem. Bare du snart kom hjem at muntre mig lidt, det trænger jeg til. Jeg har intet hørt fra dig siden i Fredags, naar dertil kommer, at der har været en stor Flyverkamp et Sted paa Vestfronten, saa kan du nok forstaa, at jeg har mine Bekymringer.

I Aftes, da jeg lige havde sluttet dit Brev, ringede det, uden for stod et Telegrafbud med et Telegram til mig, jeg var lige ved at gaa til af alle mulige Følerier. Var der noget med dig, kom du paa Orlov, var Far eller Mor syge, Gud ved hvad! Saa var det fra et smart Firma i Wandsbæk ved Hamborg, der bad mig bestille Roer og Vinterkaal snarest mulig! Ak, sikken en Anfægtelse det havde sat mig i, det er vist derfor jeg har Mavepine i Dag. […]

Tegning af husrække i Åbenrågade, Flensborg o. 1910. Nederst til højre ses indkøbsforeningen Consum Verein Flensburg u. Umgegend (Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)
Tegning af husrække i Åbenrågade, Flensborg o. 1910. Nederst til højre ses indkøbsforeningen Consum Verein Flensburg u. Umgegend (Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

– Jeg blev afbrudt, og nu har vi spist. Marie fortalte mig, at der var ingen Brød at faa i Byen i Dag. Selv ikke Konsum var der. Der skulde du bare se. Hver Morgen staar der opstillet over hundrede Kvinder der uden for, og skal have Brød, det ser helt mærkeligt ud. – Det er slemt, naar man ikke kan faa Brød. Hvor mange Mennesker er der ikke tvungen til at spise Brød den meste Dag, og naar de saa intet kan faa, er det sandelig galt nok.

Nu skal jeg hen at lægge Børnene i Seng og saa skal jeg op til Fru Julie, saa faar du ikke mere.

Jeg er din egen Pige, der længes meget efter dig.

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *