Under kommando af Max Valentiner skal U38 sammen med U27 afhente tyske krigsfanger, der planlægger at bryde ud af deres fangelejr. De to ubåde skal dog først møde hinanden. Valentiner beretter i sine erindringer “Der Schrecken der Meere” om mødet med U27:

Natten for mødet nærmede sig. En nymånenat så mørk, at man ikke kunne se en hånd for sig … “Vi finder aldrig U27” mente Wendelandt. Nej vi ville aldrig finde den, den sejlede naturligvis uden lys lige som os … Mine udkigsposter lå helt fremme, næsten i vandet: Hvis man vil se noget i nætter sorte som et blækhus, så må man så tæt på som muligt … Chancen var forpasset!

“Ubåd til bagbords …” Det var umuligt: Udkigsposterne havde fundet den. Jeg sejlede forsigtigt nærmere. Pludselig hørte jeg en skarp, lys stemme. En glædelig forskrækkelse: min fætter Wegener! Han kom ombord, havde meget at fortælle. […]

Vi overvejede, hvad vi skulle gøre. Jeg mente, at grunden til, at man havde sendt to ubåde, var, at en enkelt af en eller anden grund kunne blive opholdt og komme for sent. To både var egentlig for meget og ville være hinanden i vejen. “Godt”, sagde min fætter, “så sejler jeg igen”.

Herlig afsked …

Havde jeg dog blot beholdt ham hos mig! Så var han måske forblevet i live. Måske havde folkene på hjælpekrydseren “Baralong” så ikke fået ramt på ham.

Læs mere om Max Valentiner www.max-valentiner.dk