Af fhv. premierløjtnant Karl Nissen, dengang Fahnenjunker, Offizier-Stellvertreter, ved IR84/6. Infanteriregiment “von Manstein” Nr. 84 havde kaserne i Haderslev.

Solen brændte hedt på det russiske sand, og vi svedte rigtig meget, da angreb og forfølgelse dagligt vekslede. Angrebene var af vekslende sværhedsgrad, alt efter hvilken art enheder, vi stod overfor, forfølgelserne derimod var ensartede. Efter at de havde indset det udsigtsløse i at holde stand, var russerne med en beundringsværdig hurtighed ude af deres stilling og for det meste også uden for vort synsfelt.

Så begyndte den ivrige forfølgelse for at blive i hælene på fjenden. Og alligevel er det forblevet ufatteligt for mig, hvordan russerne så hurtigt kunne forsvinde for vort blik. Kun de flammende og rygende landsbyer viste os fjendens spor og lod os måle det forspring, han havde skaffet sig derved, at han med hovedparten af sine tropper var draget afsted allerede tidligere og kun havde efterladt små enheder i grave og feltbefæstninger til dygtigt forsvar og vildledning af tyskerne. Så ofte vi kom gennem en ny landsby, var russerne altid lige rykket ud, men kun sjældent lykkedes det os at få rigtig kontakt. Godt nok kunne det forekomme, at dele af de fjendtlige enheder gjorde modstand ved et dertil egnet sted for at opholde os; den fjendtlige hovedenhed fik derved et større forspring.

Sådan omtrent gik det os også den 13. august. I en stadig forfølgelse af fjenden nåede vi sent om eftermiddagen på denne dag – det kan efter min erindring have været hen mod kl. 6 – til landsbyen Dombrowka. Man kunne tydeligt se, at russerne var draget gennem byen i hast. Så vidt jeg ved havde de ikke engang taget sig tid til brandstiftelse. Således var bygningerne forblevet bevaret, om end de gjorde et mistrøstigt indtryk, ja, i en købmandsbutik var der endda en købmand, der beskyttede de ynkelige rester af sine varer og solgte, hvad der var af brugbart. Indbyggerne havde foretrukket at trække sig tilbage bag den russiske front.

Kun få gamle folk og enkelte fuldtallige familier var blevet tilbage. De havde ikke villet skilles fra deres ejendele og havde holdt sig skjult med deres beskedne gods i et mærkeligt gemmested for at unddrage sig deres egne landsmænds plyndringer. Deres huse var forladt, og de boede med deres for det meste talrige familie i en jordhule, som de på en fiks måde havde anlagt i haven tæt ved huset, adskilt fra dette eller med en underjordisk gang forbundet med dette. Her havde de også anbragt deres levnedsmidler. Kun levende dyr (med undtagelse af visse smådyr) har jeg ikke fundet i disse beboelser, skønt ellers svin, ænder og gæs hørte til de naturligste gæster i husene.

Ved den yderste udkant af landsbyen – det må vel have været den nordøstlige rand – blev jeg selv gjort opmærksom på denne slags logi af en sådan hulebeboer. Mit kompagni var rykket helt frem til denne udkant for herfra at kunne observere de foran landsbyen liggende russiske feltbefæstninger, som fjenden havde indrettet til nyt forsvar. Da vi snart blev opdaget af de gode fjendtlige observatører og taget under beskydning, trak vi os om bag husene.

Derved undersøgte vi naturligvis husene, også for madvarer, som der hos os ikke var særlig rigeligt af som følge af hastig fremrykning og forsyningsvanskeligheder. Der var ikke meget at hente, for russerne sugede selv deres land ud til det yderste. Ved den lejlighed kom der en bonde ud af sit underjordiske hjem og ind til os i huset og bønfaldt os om at skåne ham. Han talte lidt tysk og fortalte mig om sine landsmænds plyndringer. Han havde derfor bygget dette tilflugtsrum for sin familie for at undgå russernes rovlyst.

Hans gemmested var så dygtigt anlagt, at jeg slet ikke havde lagt mærke til det. Det så ud som en kartoffelkule, som vi ofte laver dem for at kunne vinteropbevare kartoflerne. Indgangen var så kunstfærdigt lavet og dækket med græstørv og jord, at den ville imødekomme alle krigsmæssige krav. Senere er den tanke kommet til mig, om dette bygværk mon var lavet af russerne, og om indehaveren er blevet der med henblik på spionage, for det var da påfaldende, at næsten alle byens beboere var draget bort eller, så vidt de var våbenføre eller arbejdsføre var taget med af russerne, og at bygværket var etableret netop her i kanten af byen med observation mod den russiske feltbefæstning, og at man havde efterladt en mand, der – ganske vist dårligt – men nok til forståeliggørelse talte tysk og altså var i stand til at aflure tyskernes samtaler.

Nå, jeg fortaber mig her i betragtninger. Tilbage til begivenhederne ved kompagniet. Da vi på denne aften ikke skulle angribe mere, efterlod vi kun nogle vagtposter ved randen af landsbyen, som blev forstærket med et maskingevær. Selve kompagniet trak sig tilbage til landsbyen, hvor det fandt kvarter.

Af Regiment 84’s historie. Udkommer på dansk i 2015.