Th. Kauffmann befandt sig ved revolutionen i november 1918 i Vogeserne. Nu var han på vej hjem med et overfyldt tog.
Til Strassborg gik det glat; paa hver Station, vi passerede, stod en Del unge Mennesker og raabte: “Vive la France!”
Paa Hovedbanegaarden i Strassborg laa der fuldt af Soldater, og for hver Time, der gik, blev der mere og mere overfyldt.
Det var et mærkeligt Liv, der i disse Nattetimer rørte sig paa den stuvende fulde Banegaard. Folk fra alle Vaabenarter var samlede her, Officerer, som var berøvede deres Distinktioner, syge og saarede fra Lasaretterne, som for en Dels Vedkommende kun var ifært deres Lærredskitler fra Lasarettet, Straffefanger fra Straffekolonnerne, alt i broget Virvar.
Ingen fik Lov til at betrade Banegaarden med Vaaben, de maatte straks afleveres til den af Soldaterraadet opstillede Vagt. I Strassborg havde Revolutionen sejret efter en kort Kamp, som ikke havde kravet mange Ofre.
Paa Perronen gik jødiske Handelsmand med Sække og købte alt, hvad Soldaterne vilde sælge, saasom Støvler, Uldkapper, Beklædningsstykker, Udrustningsgenstande og alt muligt.
Paa et Bord i en af Ventesalene stod en Kavallerist, der aabenbart var skør paa Pæren, og holdt et Foredrag om Kejser Wilhelm, som af den tusindtallige Forsamling besvaredes med Haan og Latter.
Jeg forsøgte i Løbet af Natten flere Gange at entre et Tog, men stedse forgæves, alle Tog var overfyldte, og man sloges om en Plads paa Trinbrædderne.
Endelig hen paa Morgenstunden lykkedes det mig og et Par andre at krybe ind gennem et Vindue i en førsteklasses Kupe, efter at vi først havde slaaet Vinduet i Stykker.
Toget, vi var kommen ind i, skulde til Ulm; i Karlsruhe steg jeg ud, hvilket atter foregik gennem den knuste Vinduesrude.
Eksprestoget Basel-Hamborg skulde lige passere Karlsruhe, og for mig var det næsten alt om at gøre at komme med dette Tog. Men da Toget kom, opdagede vi, at det kørte ind paa et andet Spor, sandsynligvis af den Grund, at man ikke vilde eller kunde optage flere Passagerer.
Nu styrtede imidlertid Hundreder af Mennesker tværs over Sporene, et Under at det gik godt. Eksprestoget blev stormet, overfyldt var det i Forvejen.
Jeg kom først ind i Toget, men kan den Dag i Dag ikke huske, hvorledes, men blev saa efter en ubeskrivelig Tumult i Toget, under hvilken jeg intet sansede, smidt ud af et Vindue.
Jeg stødte mig lidt, og forsøgte straks efter at komme ind i en anden Vogn.
Da jeg først havde faaet Fodfæste paa Trinbrædtet, blev jeg af Strømmen ført med videre, det var som at sidde klemt i en Skruestik, somme Tider var Fødderne fra Gulvet.
Da Toget satte sig i Bevægelse, stod jeg klemt inde mellem Mængden i Gangen paa en Boggievogn. Kun med den ene Fod havde jeg Fodfæste, den ene Arm holdt jeg op over Hovedet, den anden klemt ind til Kroppen.
Man læser somme Tider om at være stuvet sammen som Sild i en Tønde; et Udtryk som dette vilde passe paa den Stilling, jeg befandt mig i.
Saadan kørte jeg til Mannheim, hvor lange det varede, ved jeg ikke, men mig forekom det som en lang Tid. Jeg havde til sidst kun det ene Ønske at komme ud igen. Muligvis har andre af mine medrejsende næret samme Ønske, i Mannheim skete der i alt Fald det, at nogle stod ud, de fleste gennem Vinduerne, og jeg kunde faa begge Fødder til Jorden, kunde indtage en mere “bekvem” Stilling. Det linnede saa rart. Jeg svedte, som var jeg lige kommen ud af et Dampbad.
Staaende, endnu meget indeklemt, korte jeg saa videre, til vi naaede Frankfurt ved Main. Det var ikke netop nogen behagelig Maade at rejse paa; men det gik jo ret hurtigt hjemefter, hurtigere end jeg havde vovet at haabe.
Oven paa Tagene af Jernbanevognen sad der ogsaa Soldater, hvilket heller ikke har været nogen behagelig Stilling. Enkelte af dem faldt af, og de kom sagtens ikke alle lige godt fra det.
Ved en Station mellem Mannheim og Frankfurt, det har vist været Darmstadt, steg nogle ud. Det skete paa den Maade, at de kastede deres Sager ud gennem Kupevinduet og sprang selv bagefter.
Et Par Kvinder med et lille Barn, som skulde af her, blev befordret ud paa den Maade, at man løftede dem op over Hovederne paa den sammenstuvede Mængde, og saa gik de fra Haand til Haand, indtil de naaede Udgangen. Vognen, vi befandt os i, var en anden Klasses Jernbanevogn.
I Frankfurt skulde de fleste skifte Tog, og efterhaanden tømtes Gangen og Kupeerne, saa jeg kunde satte mig paa en Plads i en af Kupeerne. Her sad vi saa og diskuterede i en Time eller to. Ingen af os turde stige ud, for ikke at miste sin Plads, men saa kom der Besked om, at Toget kørte ikke videre.
Vi maatte saa ud. Paa Banegaarden her havde de revolutionære allerede udsendt en militær Kommando, som skulde opsamle Beklædnings- og Udrustningsgenstænde, som var overkomplet. Ingen Soldat maatte medtage mere end et Sæt Tøj, et Par Støvler og en Kappe, alt øvrigt maatte de aflevere.
Imidlertid lod ikke alle sig formaa til at aflevere deres overkomplette Sager.
Omsider kom jeg videre med et Tog i Retning af Hannover. Dette Tog var lige saa overfyldt, som Basel-Ekspressen havde været det. Paa Banegaarden i Giessen, husker jeg, stod der Tusinder af Soldater, som var naaet hertil fra Fronten over Trier, og som nu vilde videre, kun meget faa af dem lykkedes det at slippe med.
Sprogforeningens Almanak, 1927.