Den sønderjyske rigsdagsmand H.P. Hanssen skrev dagbog, da han som medlem af den danske fredsdelegation rejste til fredskonferencen i Versailles i 1919.
Onsdag den 12. Marts 1919.
Da Fredsdelegationen for et Par Dage siden aflagde et Besøg i Versailles, kunde Alexander Foss, Neergaard og jeg ikke deltage i Turen, fordi vi var optaget af vigtige Forretninger. En dansk Mand, Købmand Davidsen, havde nu stillet os sin Bil til Raadighed til en Tur til Versailles, som skulde foregaa i Dag. Neergaard blev imidlertid forhindret i sidste Øjeblik, fordi han sammen med Dr. Munch skulde deltage i en Sammenkomst med Lord Robert Cecil for at drøfte Danmarks Stilling til Folkenes Forbund.
Alexander Foss og jeg tog derfor ene afsted og havde en dejlig Tur. Vi kørte gennem St. Cloud, saa Udsigten over Paris fra Terrassen og ankom til Versailles ved 10-Tiden, hvor vi hørte, at Slottet først var aabent fra Klokken 1. Vi spadserede da et Par Timer i den herlige Park, spiste derefter Frokost i Byen og besaa senere Slottet.
Der var under alt dette rig Lejlighed til at udveksle Meninger om udenrigske og hjemlige politiske Forhold. Jeg fandt Alexander Foss vel informeret paa alle Omraader. Vi kom hjem ved 4-Tiden.
Under vor Fraværelse var Krigsfangesagen blevet fremme videre. Der var blevet arrangeret en Visit hos en General, der havde med Fangevæsenet at gøre, og jeg skulde have været derhen sammen med Dr. Munch og Professor Verrier. Da Nis Nissen tog derhen i mit Sted, havde jeg dog ikke forsømt noget.
Om Aftenen gav Delegationen en Middag for Kammerherre Bernhoft, Legationsraad Engelsted med Frue, Pressechef Krabbe, H. V. Clausen med Frue, Franz von Jessen, den norske Gesandt Baron Wedel-Jarlsberg, Professor Verrier og Frue, Hr. og Fru de Quirielle, Bankdirektør Prior – jeg husker i Øjeblikket ikke flere.
Dr. Munch bød Velkommen og erklærede, at der ikke skulde holdes Taler. Den norske Gesandt tillod sig dog straks den Bemærkning, at det var meget tvivlsomt, om dette Forbud vilde kunne overholdes. Senere brød han det og talte for Sønderjyderne og Sønderjylland. Jeg fulgte hans Eksempel og rettede først en Tak til de nordiske Folk for den Sympati, de havde vist os, og som Taleren havde givet saa varmt Udtryk. Dernæst takkede jeg Kammerherre Bernhoft, til hvem jeg rettede nogle hjertelige og anerkendende Ord, og endelig rettede jeg en Tak til Frankrig og de tilstedeværende Franskmænd, idet jeg sluttede med et: Leve Frankrig.
Kort efter hævedes Bordet, men vi blev endnu længe sammen og havde det meget hyggeligt.
Sønderjyske Årbøger, 1926.