Udenrigsministeren til Moltke
Depeche, dat. 12. April 1919:

Deres Beretning af 7. ds. giver mig Anledning til følgende Bemærkninger:
Med Hensyn til Deres Spørgsmaal i Beretningens Slutning ser jeg mig ganske i Stand til at erklære mig enig med Dem i Deres Erklæring til Grev Brockdorff-Rantzau om, at Resultatet af Rigsdagsdelegationens Rejse til Paris kan anses for en Bekræftelse af den danske Regerings og Rigsdags maadeholdne Bestræbelser i hele denne Sag.

Om Stillingen i det hele vil jeg gerne fremhæve følgende:

Regeringens Bestræbelser gaar som Dem bekendt ud paa at søge tilvejebragt, saavidt det er praktisk gørligt, en national Grænse mellem Danmark og Tyskland i Slesvig. Denne Politik finder Støtte hos Rigsdagens 4 store Partier.

I Overensstemmelse med de Wilson’ske Programpunkter, der ogsaa er antagne af Tyskland, søges Løsningen tilvejebragt ved en Afstemning i Slesvig, og ved Gennemførelsen af Afstemningen er det en naturlig Konsekvens af Principet, at der gives Adgang til Afstemning, saa langt som der endnu findes Spor af Danskhed i Sprog og Sindelag.

Ligesaalidt som den nordslesvigske Vælgerforening, de danske Slesvigeres politiske Repræsentation, har den danske Regering kunnet vægre sig ved at virke for Afstemning i den nævnte Udstrækning, med jeg vilde gerne stærkt understrege, at heri ligger ikke nogen Indrømmelse til de danske Nationalister, idet disse, som bekendt, kræver Afstemningen udstrakt til Dannevirke-Linjen.

Dette har Regeringen afvist saavel herhjemme som i Paris, og Betydningen af Delegationens Rejse til Paris bestod netop i at understrege, at i dette Standpunkt er Rigsdagens Partier enige med Regeringen.

Det er saaledes lykkedes at faa den Dem bekendte Afstemningsgrænse i Slesvig godkendt i Paris. Det er rigtigt, at ogsaa herved udstrækkes Afstemningen til Egne, hvor der findes et utvivlsomt tysk Flertal, men derved sker jo intet galt, med mindre det skulde vise sig, at dette tyske Flertal vil svigte sin Nationalitet.

Hvis saadant skulde ske, vil det imidlertid være uretfærdigt fra tysk Side derfor at rette Bebrejdelser mod Danmark. Bebrejdelsen maatte i saa Tilfælde rettes mod de Tyskere, hvis nationale Følelse ikke havde vist sig tilstrækkelig paalidelig til at holde ud i disse for Tyskland saa svære Tider.

En anden Sag er det, at det næppe kan ventes, at Danmark paa denne Maade vilde erhverve gode danske Borgere, men dette vilde i saa Tilfælde ikke kunne undgaas netop ifølge selve Principet om Folkenes Selvbestemmelsesret.

Om Danmarks Forhold respektive til de Allierede og Tyskland i dette Spørgsmaal vil jeg gerne bemærke følgende:

De sejrrige Allierede kræver at ordne Europas Forhold. Danmark har derfor maattet bringe Spørgsmaalet frem paa Konferencen i Paris. Danmark har ikke dér kunnet optræde som ligeberettiget Forhandler, idet kun Krigsførende er Medlemmer af Konferencen, men de Allierede har været villige til at høre den danske Opfattelse, og denne er fremlagt for Konferencen i den forannævnte, maadeholdne Aand.

Naar De spørger mig, hvorledes den danske Regering har tænkt sig Udførelsen af de Beslutninger, der bliver taget i Paris for Slesvig, uden at der derom forhandles mellem København og Berlin, maa jeg dertil svare, at jeg har forstaaet Stillingen saaledes, at de Allierede har paataget sig ved Forhandlingerne med Tyskland om Præliminærfreden — hvilken Karakter disse nu maatte faa — at fremføre over for den tyske Regering de trufne Beslutninger om Evakuering, Afstemning, Optering m. v., uden at Danmark faar Adgang til disse Forhandlinger, ligesom det er de Allieredes Hensigt efter Evakueringen af de tyske Tropper og højere Embedsmænd at overtage Forvaltningen i den evakuerede Del af Slesvig ved en international Kommission bestaaende af 3 allierede, et norsk og et svensk Medlem, medens Afstemningen først i Nordslesvig, derefter i Mellemslesvig, finder Sted.

Det bemærkes, at naar Evakueringslinien er trukket saa langt sydlig som Linien Kappel-Slesvig-Tønning, er dette ikke sket efter dansk Ønske, idet man paa dansk Side mente, at det var tilstrækkeligt at trække Evakueringsgrænsen et kort Stykke Sønden for Afstemningsgrænsen. 

Selve Afstaaelsen af den Del af Slesvig, der tilbagegives Danmark, tænkes vistnok, i Analogi med hvad der fandt Sted i 1866 for Venedigs Vedkommende, at skulle ske til de Allierede, der derefter atter overgiver Landet til Danmark.

Ogsaa om det finansielle Mellemværende vil de Allierede træffe Bestemmelse.

Til Deres Spørgsmaal maa jeg derfor sige, at det ikke i Øjeblikket ser ud til, at der vil blive Plads for nogen Meningsudveksling mellem den danske og den tyske Regering, men det maa fremhæves, at dette er en Følge af de Allieredes Politik, og at den danske Regering kun har rettet sig efter de givne Forhold.

Det er Udenrigsministeriets Hensigt at lade trykke en Graabog vedrørende Kammerherre Bernhofts og Rigsdagsdelegationens Forhandlinger i Paris, og af denne, der vil blive Hr. Greven tilstillet, saasnart den foreligger, vil de nærmere Enkeltheder fremgaa.

Paa Grundlag af den af den danske Regering og de danske Rigsdagspartier indtagne Holdning og af Hensyn til Spørgsmaalets Udvikling, saaledes som jeg ovenfor har skitseret den, mener jeg at turde udtale, at der paa tysk Side mere er Grund til at anerkende Danmarks Holdning, særlig naar den sammenlignes med en Række andre Nationers, end til, saaledes som Grev Brockdorff-Rantzau synes tilbøjelig til, at føle sig skuffet over den danske Politik.

Jeg vil tro, at Grev Rantzaus Pessimisme skyldes de uhyre vanskeligheder, under hvilke han arbejder, samt den Omstændighed, at det ikke er muligt for ham i hans nuværende Stilling at afse Tid til at følge den danske Politik, saaledes som det under hans Ophold her var saa naturligt og let for ham.

For disse Vanskeligheder har jeg fuld Forstaaelse, og samtidig med at jeg beklager nu at være afskaaret fra en direkte Tankeudveksling med Grev Rantzau, vil jeg udtale Haabet om, at han vil lytte til de Forklaringer, der kommer til ham fra Dem og fra Baron Neurath snarere end til den Agitation, der uundgaaelig maa gribe et Spørgsmaal af denne Natur saavel i Danmark som i Tyskland.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.