Hans Hostrup, Egebæk ved Hviding, havde som teenager i 1915 hjulpet desertører over grænsen til Danmark. I 1916 blev han indkaldt til Fodartilleriregiment Nr. 15 i Graudenz, og i efteråret 1916 sendt til fronten på Balkan.
(… fortsat)
Fra Arbejdspladsen var der et smalt Skinnespor mellem Træerne ud til det Sted, hvor Flodsandet fra Vardaen begyndte. Her hentede vi Sand paa en Trolje til Byggeriet.
Saa længe vi kunde holde os i Ly af Træerne, gik det udmærket, men vi maatte arbejde os længere og længere frem. Det kunde ikke undgaas, at de ovre paa den anden Side opdagede, hvad vi havde for. Næsten hver Dag var en af deres Flyvere over Terrænet for at rekognoscere.
Vi blev beskudt mange Gange, og det var nærmest et Mirakel, at der kun blev to saarede i de fem Maaneder, jeg var der.
En Gang kom vi kørende med vort Køretøj, og pludselig blev vi overdænget af 7,5 Granater. Heldigvis var vi da lige ud for en forladt Understand. Hurtigere end det kan siges, forsvandt vi i Dybet med Hovedet eller Benene forrest, som det bedst kunde træffe sig. „Sjældent er saa mange i saa kort Tid forsvundet i saa lille et Hul“, for med lidt Omskrivning at citere en berømt Mands Ord.
En Dag, da vi i Gaasegang gik fra vort Arbejde, slog en af de smaa Granater ned og eksploderede een Meter fra en af de forreste. Den faldt paa hans højre Side, uden at der skete ham noget. Vi naaede ikke engang at søge Dækning.
Huset, vi boede i, kunde ikke taale ret megen Overlast, og da der engang blev slaaet et Hul to Meter fra vort Vindue, gik vi i Gang med at lave et Beskyttelsesrum lige uden for Døren; dog turde vi ikke gaa ned i det, da det kom til Stykket, for det var ikke afstivet.
Naar der om. Natten var Angreb forude, og alt, hvad der var af baade smaa og store Kanoner paa begge Sider langs hele Fronten var i Funktion, var det et storslaaet, men uhyggeligt Skuespil. Det var Fyrværkeri, saa det forslog noget. Afskudsglimtene fra begge Sider, Nedslag i eet væk, dertil Hylen og Brølen af alle Kalibre, der krydsedes over Hovedet paa os, og kulørte Signallys og Lysbomber ude over Stillingen. Altsammen nok til, at man priste sig lykkelig over ikke at høre til Infanteriet, som jo altid under Krigen maatte tage den haardeste Tørn.
Selv om vi jo nok var „Frontsoldaten, und keine Etappenschweine”, var der stor Forskel paa vor Stilling og deres, der laa i Skyttegraven. Vi havde kun at sørge for at komme væk, naar vi blev beskudt. Skete det, at vi besøgte Bulgarerne i de forreste Skyttegrave, var det midt paa Dagen, naar der var Fred og ingen Fare.
Naar der havde været „dicke Luft“ forude, blev de døde og saarede bragt tilbage til den Linje, hvor vi befandt os, for saa Natten efter at blive bragt til henholdsvis Kirkegaard eller Lazaret.
(… fortsættes)