11. februar 1920. Dagen derpå: “Nu skulle de danske i Sønderjylland være gode mod tyskerne og ikke betale ondt med ondt”

Peter Julius Majland var født i 1867 i Åbenrå, men flyttede i 1885 med forældrene til Kolding, bl.a. for at undgå tysk krigstjeneste. Men han var stemmeberettiget og tog i februar 1920 til Sønderjylland for at stemme.

Da jeg næste morgen stod op og så ud ad vinduet, var det et smukt vejr. Der skulle være gudstjeneste i kirken kl 10 1/2.

Jeg fulgtes så med hr. og fru Evald til kirke.

Den dag var byen smuk. ikke et eneste tysk flag var at se. De var som blæst bort. Kun dannebrog vajede fra huse og flagstænger, så man skulle tro, at vi var hjemme i Danmark, men nu skulle Åbenrå jo også snart være en dansk by.

Da vi trådte ind i kirken, var denne omtrent fyldt med blomster. Det var en højtidelig dag for mig, atter at se og være til stede til gudstjeneste i den kirke, hvori jeg var døbt og konfirmeret, og som jeg ikke havde set i de mange år. Alteret, prædikestolen og orgelet var som i min barndom, kun kendte jeg hverken kirke­gængerne eller præsten.

Efter den første salme messede præsten fra alteret. Det var helt forskelligt fra det, vi er vant til at høre herhjemme. Liturgien er meget udførligere og tager derfor længere tid; men højtideligt er det og stemmer hjerterne til andagt.

Derefter talte præsten, og efter endnu en salme talte provst Munk fra Ordrup. Provsten talte om disse dages betydning og mindede om at takke Gud for det der var sket. Dette var Guds værk, sagde han.

Han understregede, at nu skulle de danske i Sønderjylland være gode mod tyskerne og ikke betale ondt med ondt.

Der blev mindet om den kamp de havde haft, om alle de savn og lidelser de havde udstået og om de 6000 faldne sønder­jyder. Gud havde vendt alt til det bedste, og vi måtte takke ham og bede ham om at lade det skete blive til velsignelse for os alle. Mange græd under prædikenen.

Til slut forrettede stedets præst altertjenesten, og der blev bedt for Danmark og den danske konge. Det var ejendommeligt for mig – og vel også for de andre – at høre dette i den kirke, hvor der nu i over et halvt århundrede var blevet bedt for den tyske kejser.

Det meste af eftermiddagen tilbragte vi hos Evalds.

Tak til Karen Majland

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *