Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Ankomsten til Esbjerg

Kl. 2 1/4 i gaar eftermiddags stod den store smukke damper Sct. Thomas ind i Esbjerg havn. Et par tusinde mennesker havde givet møde ved Englandskajen for at byde fangerne velkommen til Danmark. Det var et imponerende syn, da det store tætfyldte skib med stærk slagside stævnede ind i havnen, fra øverst til nederst fyldt af mænd, der i aarenes løb havde været borte fra hjemstavnen og nu naaede den sidste station paa vejen mod hjemmet og alle deres kære. Ganske unge 20-aarige var der iblandt dem, næsten drenge at se paa og dog hærdede i livets haardeste skole. Der var nogle af dem, der var bleven indkaldte som 17-aarige og havde været 3 aar med ude i krigen. De stod side om side med skæggede mænd og skuede længselsfuldt mod det land, gennem hvilket de skulde naa deres længslers maal.

Til tonerne af “Der er et yndigt land” gled skibet ind i havnen, og mangt et slesvigsk øje duggedes, da velkomsthilsnerne lød dem imøde. De følte alle fuldtud, at her var de iblandt venner, og da løjtnant Hansen, Esbjerg, paa Sønderjydsk Fonds vegne bød fangerne velkommen til Danmark og udtalte det danske folks glæde over at modtage dem efter de mange trange og mørke aar, da besvaredes denne hilsen med  stærke hurraraab saavel fra gæsterne som fra modtagernes side. De, der overværede det øjeblik, da Sct. Thomas med sin rige flagsmykning og Dannebrog i for- og agterstavnen lagde til i Esbjerg havn, vil sent glemme den dybt menneskelige samfølelse, der besjælede alle.

Glæden over opholdet i Sct. Thomas

mens musikken spillede “I Danmark er jeg født” gik fangerne i land og fordeltes saa mellem Varde og Ribe. Ribe fik i alt 157, deriblandt 3 officerer. Modtagelseskomitéen, d’herrer borgmester Helle, bankdirektør Kaalhauge, adjunkt Reincke og cand. theol. H. Andersen modtog paa Ribe bys vegne de slesvigske landsmænd. Vi gik inden afrejsen fra Esbjerg havn om bord i  Sct. Thomas for at se det smukke skib, der har vakt alle fangernes begejstring og vil indtage en særlig plads i den danske handelsflaades og specielt Ø.K.s historie. Og vi forstaar sandelig fangernes glæde over det store, smukke  og i alle maader dejligt indrettede skib. Smukke kahytter, rummelige soveværelser med udmærkede køjer – fangerne havde da ogsaa befundet sig udmærket om bord og havde kun ros tilovers for skibet. Mandskabet og – forplejningen, ja, den dejlige mad paa Sct. Thomas! det var det stadige omkvæd.

Fangernes fordeling

voldte nogle smaa vanskeligheder. Der var tildelt Ribe 157, og der maatte passes paa, at dette tal overholdtes. Det var nu ikke saa helt let; for gæsterne vilde jo helst færdes ud og ind paa gangene i Boggievognene, og saaledes kunne det jo nok hænde, at nogle blev talt dobbelt, medens andre overhovedet ikke kom med ved tællingen. Der var somme, der mente, at saa kunne det passende gaa op, men det besynderlige var, at der hver gang kom et forskelligt facit, saa det til slut syntes, at dette vanskelige aritmetiske problem kun kunde løses ved hjælp af den højere matematik. Men til slut fandtes fejlen – der havde øjensynligt været lidt kludder i decimalerne, og de overtallige maatte stige ud og slutte sig til Varde-afdelingen.

Afrejsen fra Esbjerg til Ribe fandt sted kl. 4 eftermiddag.  Stationen i Esbjerg vilde gerne have krigsfangerne til Varde med 3-toget, men i Varde var man ikke belavet paa modtagelsen før ved 7-tiden, og stationsforstander Diechmann ordnede det saa med vanlig elskværdighed saaledes, at der blev sat ekstra vogne ind i 6-toget, der i forvejen var meget langt, og saaledes reddede vardenserne saa nogenlunde deres i forvejen lagte modtagelses-arrangement. Ved begge togs afgang var der en hel del mennesker paa perronen, der hilste og tilviftede sønderjyderne og genhilstes af disse, da togene,  satte sig bevægelse.

Paa vej til Ribe

Vi gaar en lille tur gennem vognene, fra kupé til kupé for at passiare med sønderjyderne. Alle ser de solbrændte og godt ud. De havde da ogsaa haft en dejlig overfart med roligt og stille vejr. Fangenskabet havde været haardt, meget haardt for de fleste af dem. Enkelte havde været fanger siden det første Marne-slag i september 1914 og ført en omtumlet tilværelse. Saa godt som alle klagede de over kosten, der havde været ualmindelig sløj. De tre sidste maaneder havde de imidlertid haft det udmærket; de havde levet godt og ikke haft noget at bestille.

Omtumlede skæbner

Under samtalerne gribes sindet af mange tanker. Hvor mange forskellige menneskeskæbner kunde dette tog ikke fortælle om! Der var én, der havde kæmpet paa Balkan og været med i kampene omkring Saloniki. Ved Monaskir var han faldet i serbisk fangenskab, og hans skæbne havde visselig ikke været blid. En anden havde været 2 aar i Tunis og sukket under Afrikas glødende sol. Atter andre havde pløjet Auvergnes marker og havde været med til at rydde i Nordfrankrigs ødelagte egne. Det døde land stod for dem i al dens gru: skyttegrave, pigtraad, granathuller, forhugninger, sammenskudte huse, alt sammen en stor ørken, hvor ligene endnu laa i hundreder maaneder efter kampenes ophør og hvor døden truede fra de ikke-eksploderede granater. De vidste at fortælle om, at mange kammerater, der var undgaaet krigens farer og havde overstaaet fangenskabets lidelser og savn, fandt døden under det farlige arbejde med at sprænge granaterne, den død, der endnu paa det sidste forenede fjende og ven. Men alt det vilde de helst glemme. For nu skulde de hjem, hjem til alle deres kære! hjem til nyt liv og nyt arbejde i en vanskelig tid…..