Th. Kauffmann bevogtede i oktober 1918 banen i Vogeserne.

Søndag Middag den 10. November afløstes jeg af en Underofficer, en Strassborger, og da det var det yndigste Efteraarsvejr, man kan tanke sig, foretog jeg sammen med to Kammerater, en Polak og en Mecklenborger, en Udflugt op til en Ruin i Nærheden.

Ruinen, som ligger paa en stejl Bjergtinde, hedder Lichtenberg, og nedenfor Ruinen ligger en lille By af samme Navn. I Lichtenberg var der fuldt af Desertører, og nogle af disse betragtede os med mistænksomme Blikke, idet de vel antog os for Spioner.

I et af de smaa Værtshuse traf vi nogle Bønder fra Omegnen, som vi gav os i Snak med. En gammel Bonde spurgte mig, hvad jeg mente om Stillingen. Jeg svarede ham, at inden 14 Dage var hele Elsas besat af Franskmændene.

– “Saa faar I dog Eders Ønske opfyldt”, bemærkede jeg.

Manden grundede lidt, saa sagde han, ligesom dvælende ved hvert Ord: “Ja, jeg forstaar jo ikke Fransk, Franskmændene er for os fremmede, men Preusserne var aldrig vore Venner!”

Disse Ord af en gammel Elsasser, kendetegnede de abnorme Forhold i Elsas.

Det store Flertal af Elsasserne er tysktalende, og de føler sig ikke som Franskmænd, skønt den franske Kultur uden Tvivl har sat sit Præg paa Befolkningen her.

Men her, som andre Steder, har Preusserne med jernskoet Hæl trampet paa et Folks Frihed og Rettigheder. I Stedet for at knytte et stammebeslægtet Folk til sig, har den tyske Regering kun formaaet at dræbe det naturlige Instinkt, der drog de tyske Elsassere mod Tyskland.

Paa Hjemvejen drøftede vi de sidste Dages Begivenheder, og alle var vi uklar over, hvorledes Forholdene videre vilde udvikle sig.

Ankomne til vore Kvarterer blev vi ubehageligt berørt ved at opdage, at fire af vore Geværer var stjaalne i Dagens Løb.

Ligeledes savnede vi adskillige Kapper og Udrustningsgenstande.

I Landsby kroen herskede et vældigt Spektakel, der var fuldt af Desertører og Mænd fra Omegnen.

Min Kammerat, som havde Vagt, meddelte mig, at flere af vore Folk fra Vagten var stukne af, det var alle Elsassere man savnede.

Jeg telefonerede til Kompagniet og meddelte, hvorledes Sagerne stod hos os i Wimmenau. Jeg fik blot det Svar, af hvem forstod jeg ikke: “Bloss ruhig! Um Gottes Willen kein Widerstand.”

Jeg forstod, at Opløsningen var i fuld Gang. Den vagthavende Stationsforstander var nervøs, han havde lige Besøg af Skovrideren. Vi tyske Embedsmænd er fuglefri, sagde denne, enhver kan dræbe os, uden at en Hane galer derfor. Stationsforstanderen udtalte sig ophidset haanligt om Vagtmandskabet, og Soldaterne i det hele taget, saavidt jeg mindes, kaldte han Soldaterne for “Pak”‘.

Jeg vendte ham kort Ryggen og gik ned i mit Kvarter.

Sammen med mine Værtsfolk nød jeg et tarveligt Aftensmaaltid efter deres Skik, bestaaende af et Stykke tørt Brød med Mælk til. Vi drøftede Stillingen, jeg mindes blot, at min Kvartervært sagde: “Jeg kan ikke tale Fransk, og mine Sønner kan ikke tale Fransk, det vil blive svært for dem, naar de skal være franske Soldater.”

Jeg gik saa til Ro, men ud paa Natten blev jeg vækket ved Banken paa  Ruden. Jeg sprang ud af Sengen, følte efter min Bøsse, den hang paa Sengestolpen, det var mig ligesom en Beroligelse, at jeg endnu var i Besiddelse af mine Vaaben.

Det viste sig, at der var Bud om at komme op paa Vagtstuen, “vi skal straks bryde op”, sagde Manden.

Jeg pakkede i Hast mine Sager, en Del Genstande lod jeg blive tilbage, saasom Pikkelhue, Gasmaske, et Par Støvler og meget andet. Min Værtinde kom ind, halvt paakladt med et Lys i Haanden, hun var opskræmt og rystede. Jeg trøstede hende med, at hende og hendes Familie vilde ingen gøre noget, de tyske Tropper trak sig nu hurtigt tilbage, og om faa Dage vilde Franskmændene være her.

Paa Vagtstuen var der kommen et Par Mand fra Kompagniet med Efterretning om, at Vaabenstilstanden var sluttet, og den traadte i Kraft næste Formiddag Kl. 11.

Samtidigt overbragte de en Skrivelse af følgende Ordlyd:

“An die Wachen 4—11.
Dem Gebot der Stunde Rechnung tragend hat die Kompagnie einen Soldatenrat gebildet.
Der Soldatenrat der 2. Kompagnie XV/9.”

Nogen Underskrift fandtes ikke under Skrivelsen, som jeg har opbevaret.

Vi blev enige om at vente, til det blev lyst; jeg vendte tilbage
til mit Kvarter og lagde mig til at sove.

Sprogforeningens Almanak, 1927.