I. C. Rasmussen, Løgumkloster, var kantineforvalter i Brügge.
Jeg var i slutningen af 1917 vært for en kantine i Brügge, en bestilling, der gav meget arbejde, men også en god fortjeneste; men engang blev det knapt med kulsyre til øllet. Vi solgte nemlig kun fra hane.
Alle hoteller og beværtninger var også udgået for kulsyre, men så fik vi at vide, at der var en kulsyrefabrik i La Madelaine ved Lille i Frankrig, og så ville vi forsøge at få vore kulsyreflasker fyldt op der.
Det måtte egentlig ikke ske, da det var i et andet armékorps, men det var jo sådan, at hvad der ikke kunne gøres på ærlig vis, blev ordnet på anden måde. Min kammerat og jeg gik rundt i byen til alle, der manglede kulsyre, og vi fik samlet en hel waggon.
Jeg udfyldte et fragtbrev og fik det underskrevet og stemplet på kommandanturen, og så rejste jeg til Lille.
Jeg kom dertil ved midnat og gik ind på banegården for at få kvarter anvist. Der sad to mand ved hver sit billethul og delte kvartersedler ud. Der var to feldwebler foran mig. Den ene spurgte, hvad det var for et kvarter, han havde fået. Billetmanden nævnede det. Det viste sig, at vi alle tre havde fået kvarter samme sted. — Ja, sagde de, så er det massekvarter. Jeg rev min seddel i stykker og smed den væk. — Så kommer De ikke i seng i nat, sagde feldweblerne. Jeg mente, det gik nok.
Da travlheden var forbi, gik jeg ad en bagdør ind til de kammerater, der uddelte kvartersedlerne, viste min legitimation og sagde, at de vel ikke ville give mig massekvarter.
— Nej, absolut ikke. Jeg fik nøglen til et værelse i et hotel lige over for banegården. Der kunne jeg uden videre gå over og sove; der var seng, håndklæde og vand, men ingen sæbe og kam. Nøglen kunne jeg bare lade sidde i døren, når jeg gik. Så skulle jeg gå op på kommandanturen dagen efter og få kvarter anvist. Det gjorde jeg også og fik kvarter i et mindre hotel, eller var det en større kro.
Da jeg kom ind i skænkestuen, kom en høj, smuk pige hen til mig, rakte mig hånden med et smil og sagde: — “Du er tosset!” — Det havde soldaterne lært hende. Hun troede, at det var en tysk hilsen. Jeg smilede også og viste min kvarterseddel frem. Jeg kunne ikke et ord fransk, men så sagde hun »ui, ui« — og så fik jeg mit værelse.
På kommandanturen havde jeg fået en kaserne anvist, hvor jeg kunne gå hen og få mad. Det var alt meget godt.
Om eftermiddagen kørte jeg med sporvogn ud til fabrikken. Jeg skulle jo se, om mine flasker var ankommet. Det var de ikke, men de kom næste dags formiddag.
Der var en underkorporal, som var kemiker, og han ledede fabrikken. Da jeg kom ind på kontoret stod man og biksede med et anker ægte Münchener øl. Man skulle have en hane slået i det. De havde haft det kølerum, for vejret var forfærdelig varmt, og nu skulle det gøre godt at få et glas øl. Der var dog ingen, der turde slå banen i. De vidste nemlig, at øllet kunne bruse ud og det meste spildes.
Dette var jeg jo meget kendt med fra kantinen. Jeg tilbød straks at slå hanen i, så der ikke spildtes en dråbe. Og det gjorde jeg, og så smagte vi på øllet. Det var godt.
Så først kom jeg med mit ærinde. Jeg havde jo opdaget, hvem der var chefen. De andre var gået ud af kontoret. Jeg nævnte mit ærinde og stak ham samtidig en hundredmark-seddel. Ja, så var alt godt, så skulle jeg nok få mine flasker fyldt. Det ville han lade folkene gøre om eftermiddagen; men, sagde han, gå nu ud og smør lidt der også, ellers fylder de bare ikke flaskerne fulde. Disse bliver stillet på en vægt, og når den vipper ned, er flasken fuld; men de kan naturligvis også tage flasken fra, inden den er fuld, og se det, kan man ikke.
De fik så 50 mark, som de var meget glade for, og alle flasker blev også godt fyldte. Jeg rejste så hjem igen, og waggonen med flaskerne kom. De blev fordelt; det var min kammerats sag. Vi tjente 800 mark netto på denne fyldning. Senere kunne vi nok få kulsyre, så der bød sig ikke lejlighed til at gøre flere forretninger …