10. juli – 1915 Flensborg Avis: Invalide-udveksling og opgørelse fra lazaretterne

Senest ændret den 21. marts 2018 11:25

Flensborg Avis meddeler

Russisk-tysk invalide-udveksling

Fra Luleå meldes over Stokholm, at forhandlingerne mellem Tyskland og Rusland om udvekslingen af krigsuduelige fanger er afsluttede. Da den nye jernbanestrækninq mellem Haparanda og Karungi er bleven åbnet for nogen tid siden, skal fangerne nu transporteres ad denne vej, og man har ladet tanken om at overføre dem ad søvejen falde.

 

Resultaterne på Lazaretterne

Wolffs Bureau har udsendt en statistik fra lazaretterne i det tyske hjemland for tiden fra august 1914 til april 1915. Patienterne deles i tre grupper: de, der har forladt lazarettet som tjenstdygtige, som døde og som på anden måde ubrugbare; en del af den sidste gruppe er senere blevne tjenstdygtige igen. Tallene er for august 84,8, 3,0, 12,2, september 88,1, 2,7, 9,1, oktober 88,9, 2,4, 9,1, november 87,3, 2,1, 10,6, december 87,8, 1,7, 10,5, januar 88,7, 1,4, 9,9, februar 88,6, 1.3, 10,0, marts 88,9, 1.6, 9,5, april 91,2, 1,4, 7,4, i gennemsnit fra august 1914 til april 1915 88,5, 1,9 og 9,6 af hundrede

 

Daglig 14,3 Millioner Feltpostsendinger

Antallet af feltpostsendingerne er endnu stadig i stigning. Ifølge en den 24. juni foretagen optælling afsendtes der den dag 8,5 millioner feltpostbrevsendinger fra Tyskland til felten. Deraf var de 5,9 millioner portofrie breve og postkort og de 2.6 millioner frankerede feltpostbreve og feltpostpakker. Da der ifølge en midt i maj foretagen opgørelse i felten daglig indleveres 5,8 millioner feltpostbrevsendinger omfatter hele feltpostbrevsamkvemmet daglig 14,3 millioner sendinger.

 

Fangne marinesoldaters breve

Officielt meddeles, at breve fra medlemmer af marinen, der er faldne i fangenskab, er værdifulde for Rigs-Marinekontorets Centraloplysningsbureau, Berlin W. 10, Matthäikirchstr. 9. Særlig gælder dette for breve, som indeholder meddelelser om kammeraters skæbne, og for breve fra Frankrig og Rusland, fordi de fra disse stater sendte fangelister tit lader meget tilbage at ønske. Mange marinemedlemmer har vel allerede skrevet hjem fra fangelejren, men i de officielle lister står de endnu opførte som savnede, fordi de i de russiske og franske fangelister enten slet ikke er opførte eller med forvanskede navne eller med en unøjagtig betegnelse af Marineafdelingen.

 

Krigsfangernes Arbejde i Rusland

Fra St. Petersborg meldes, – at der for tiden arbejder henved 30,000 tyske og østerrig-ungarske fanger, deriblandt også civilpersoner, i bjergværkerne ved Ton. Efter foregivende modtager de halvdelen af den sædvanlige dagløn. Resten af fangerne benyttes til høstarbejder, hovedsagelig i det øvre Volga-Distrikt. I hele Rusland gør der sig en følelig mangel på høstarbejdere gældende.

 

Faldne

Eftermæle. Major von Limburg offentliggør i Officerskorpsets navn et eftermæle over de to Reserveløjtnanter Rüthning og Scheffer, som har fundet døden på valpladsen i Frankrig.

I St. Jørgen Sogns Menighedsblad nævner Pastor Lensch følgende sognemedlemmer, som er faldne: Tagtækker Vilh. Unkert, Jørgensgade 52; Hans Habenicht, Jørgensgade 76; Fr. Werner, Bredebjerg 3; Stensætter H Henricksen, Jørgensgaardegade 57; Købmand Hans Hinrik Thomsen, Adelbygade 8; Emil Molzen, Lavtrupsvej 6; Fr. Schneekloth, Ballastbroen 34; Hans Franzen, Adelbylund 8; Chr. Petersen og Adolf Berger.

Arbejdsmand Dycker Hoff, Persillegade i Aabenraa, er den 21. juni falden i Galicien. Den faldne, der var 42 år gammel, meldte sig i sin tid frivilligt til fronten. Han har været såret en gang tidligere, idet han fik en finger skudt af. Han efterlader sig Hustru og 5 børn.

Den 6. Juni har Landmand Christian Thaysen af Barsmark fundet døden på den vestlige krigsskueplads. Thaysen, der har været med siden krigens begyndelse, havde i nogen tid været savnet; nu har hans fader imidlertid i torsdags modtaget meddelelse fra kompagniet om, at han var falden.

H. C. Petersen og hustru i Ketting har modtaget efterretning om, at deres søn, advokat dr. Georg Petersen i Sønderborg, er falden den 25. april. Advokat Petersen stod som løjtnant i 213. Regiment. Han var dekoreret med Jernkorset.

 

Sårede

I den 270. Tabsliste nævnes Karl Thomsen og Thorvald Lorenzen af Flensborg som hårdt sårede, medens Helmuth Jørgensen står opført som let såret.

Tabslisten meddeler, at Christian Lind af Sønderborg er bleven hårdt såret.

 

Forfremmelser og Udmærkelser

Officersaspiranterne Hansen og Wilcken af Flensborg er blevne forfremmede til løjtnanter i Reserven.

Frivillig Otto Sander og Hans Conradi i Lyksborggade har fået tildelt Jernkorset.

Klavs Bollerup af Vandling, som i 7 måneder har stået ved vestfronten, er af Storhertugen af Meklenborg bleven dekoreret med det meklenborgske Fortjenstkors af 2. Klasse.

 Frivillig Benno Giese af Haderslev og Peter Schütt af Aastrup er blevne forfremmede til Underofficerer.

 Vicestabssergent Johannes Simonsen, en søn af førstelærer Simonsen i Nordborg, har på den vestlige krigsskueplads erhvervet sig Jernkorset.

 

Savnede

Gårdejer Andreas Krogh og Hustru i Lavensby har fra deres søns Kaptajn fået meddelelse om, at han er savnet. Krogh stod ved krigens udbrud i aktiv tjeneste i Sønderborg. Han er sine forældres eneste søn.

 

I fangenskab

Ifølge den nyeste tabsliste befinder Niels Hyldelund af Gramby sig i fangenskab. Han stod hidtil opført som såret.

 

 

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *