Ernst Christiansen var 39 år, da han blev indkaldt som armeringssoldat i 1916. I det civile var han chefredaktør på Flensborg Avis.

I en lille tætpakket Ventesal tre Timers Ventetid. En Mand lusker rundt, der viser sig at være en af Arbejderraadet udsendt Opdager.

Vi faar os et Slag Kort, og efter Kl. 12 kan man igen faa lidt Forplejning for den nye Dag, Brød og Pølse.

Lidt over 1 gaar vi op paa den kølige Perron og venter tre Kvarter. Spændingen er der igen og gør næsten legemlig ondt. Om alt gaar vel, skal der nu komme et Tog, som siges at ville føre mig lige til Hamborg. Jeg er efter Krig og Revolution og Isolering næsten som en Mand fra Sydhavsøerne, der intet kender til Jernbanetog og Køreplaner og paalidelige Forbindelser og ser paa Muligheden af virkelig at naa til Hamborg i Nat som et Mirakel.

Men der kommer Toget med to gloende Øjne foran. Et uhyre Lokomotiv hvæser forbi og et langt Tog. Bremserne hviner. En hel, tom Vogn til sidst.

En Hamborger og jeg søger ind i en tom Kupé uden Glas i Vinduet. Snart rasler Hurtigtoget bort fra Wanne ud i Natten.

Nu turde Tiden være inde!

I flere Uger har jeg gaaet med et rent Sæt Undertøj i Tornysteren og gemt det som en kostelig Skat.

Hvis jeg havde skiftet paa Marchen, vilde det nye Sæt straks være befængt, og Vaske- og Tørrelejlighed var der ikke. Og saaledes, som jeg var, vilde jeg ikke komme hjem.

Mens et koldt Lufttræk stod ind ad Vindueshullet, klædte jeg mig af, kastede med en uendelig Følelse af Tilfredshed det snavsede Linned ud af Vinduet og tog det rene paa. Imens gik et Par Officerer forbi i Gangen for at søge en Kupé, men trak sig sky tilbage. De havde vel kunnet undgaa den Slags.

En Cigaret ryges trods Kulden med en Fornemmelse af fyrsteligt Velvære. Jeg ligger et Øjeblik paa Bænken med Tæppe over. Men saa kommer der flere ind i Kupeen.

Hvad gør det, om man sidder lidt umageligt! Herligt at fare af Sted gennem Natten.

HJULENE HAMRER: HJEM IGEN!

Hjem igen! Hjem igen! og Hjertet jubler hemmeligt af Fryd. Endnu er der ikke lukket op, ikke helt.

Tænk, du er endnu kun i Vestfalen, om lidt i Hannover, og der kan  komme meget i Vejen! Saa nemt gaar det vel ikke at slutte af med et Par Aars Krigstjeneste.

Jeg sidder og daser og sover lidt engang imelem. Vi nærmer os Bremen. Der fortælles, at Revolutionen har været hensynsløs i Bremen. Jo, Toget ruller uden videre ind paa den store, tomme Banegaard. En Officer maa aflevere sit Vaaben.

Videre igen!

Vaagner paa ny henad 7 Morgen. Vi nærmer os Hamborg. Drømmen synes at skulle blive Virkelighed. En klippefast Tro har der været hele Tiden paa den gode Afslutning og dog en nagende Tvivl.

Kl. 9 paa Hamborgs Hovedbanegaard. Farvel til mine Rejsefæller, der aftaler at mødes Dagen efter i en Kafe. Jeg vasker og netter mig,

telegraferer hjem og drikker en Kop Kaffe.
Kl. 10,13 glider jeg med Flensborg-Toget ud af Banegaarden. Men det sidste Stykke er det langsommeligste.

6½ Time, fuldt i Kupeen.

Jeg sidder tavs, i stille Glæde. Timerne gaar.

Da Toget ruller over Ejderbroen ind paa Slesvigs Jord vaagner jeg af Sløjhed og Træthed og tænker med en Taare i Øjet paa, hvor dejligt det skal være engang at hvile i sin Hjemstavns Jord.

Noget af det værste derude, hvor Jernsplinterne føg, det var Tanken
om at stedes til Hvile langt fra Skov og Vang og Fjord derhjemme, langt fra den Fædrenejord, som det havde været Folkets og Mandens Livsopgave at værge.

Men det er kun nogle Øjeblikke. De kendte Stationsnavne knytter sig til hinanden som Led i en Kæde. Jeg ser over Slien til Slesvig Domkirke, jeg øjner Hanved Skov mod Nord. Igennem Dalstrøget gaar det ind til den gamle By. Mølledammen, Nikolaj Kirke, Byens Skrænter – jeg skimter dem, skønt Mørket er faldet paa.

Og Banegaardens Larm i Decemberdagens Mørke.

En Militærvagt tiltaler mig. Hvad er der nu i Vejen?

— Kamerad, deine Waffe!

Sproget lyder mig allerede helt fremmed. Saa langt er jeg kommen i Tankerne.

Han tager mit Sidegevær, og jeg nærmer mig Udgangen.

En lille Fyr stikker sin Haand i min, en Mor er der med glade Øjne. En stor lille Pige spørger:

— Hvem er det endnu, Mor? Er det en Far! hvorefter hun tager min anden Haand.

Vi følges hjem igennem de svagt oplyste Gader.

De første Ord falder om, at stærke Kræfter nordfra søger at forhindre, at vor By og Sankelmark og Isted og Danevirke kommer med hjem til Danmark.

Vantro slaar jeg det hen!

I Morgen! Nu maa jeg have Lov til kun at være glad! I Dag er jeg naaet hjem fra Krigen.

Næsten som en Søvngænger gaar jeg op ad Trappen.
Hvad der har været holdt for Laas og Lukke saa længe, har ligesom svært ved at røre sig, ved at udfolde sig, ved at sprænge Hylstret.

Kan Blodet strømme frit endnu?

Efter Badet, og efter at hele den gamle Paaklædning er fjernet, er der Tid til at tales ved og lære hinanden at kende paa ny. Hvor Stuerne er store og Stolene magelige og Dugen hvid!

Men det kan ikke undgaas, at Kampen om Grænsen kaster en Skygge ind over det første Samvær – de derhjemme kan ikke lukke for alt det, de har at fortælle -, om end Haab og Fortrøstning hos
den hjemvendte ikke rokkes et Øjeblik.

Det store Mirakel er jo sket. Alt det onde og modbydelige hører Fortiden til. Menneske igen!

Hjemme igen! Aa, Gudske Lov!

Ernst Christiansen: Du kan, du maa og skal! To Aar i Krig, Slesvigsk Forlag, Flensborg 1923