Th. Lorenzen, Felsted, deltog i slaget ved Arras i april 1917
(… fortsat)
Klokken fire om Morgenen kom endelig Beskeden om, at vi skulde af Sted. Vi kom ned til Banegaarden, hvor vi skulde indlades i Kreaturvogne. Under Uvejret søgte vi naturligvis Skjul inde i Stationsbygningens Sale. Vi smed os ned paa Gulvene og Gangene i Ventesalen og i Korridorerne. Hver eneste lille Plet var optaget af trætte og forkomne Mennesker, som sov Udmattelsens tunge Søvn, hvor man end stod eller laa.
Pludselig vaagnede vi ved nogle heftige Eksplosioner og ved Artilleriild fra Flak-Batterierne. Fjendtlige Flyvere belagde Banegaardsterrænet med Bomber. Vi var dog vante til at tage Overraskelser af denne Art med Ro. Undløbe kunde man jo ikke, og man vendte sig da kun om paa den anden Side og sov videre. Lemmerne bliver dog ret snart møre, naar man ikke har andet end et Flisegulv til Sengeleje. Saa blæstes Alarm. Enhver søgte i Mørket sin Afdeling. Nu skulde det endelig gaa løs, men Vejen gik ikke til Perronen og til Toget. Vi marcherede ud af Byen ad Landevejen mod Arras.
Vi kunde ikke komme med Toget, fordi Flyverne havde sprængt Jernbanelinjen. Saa fortsattes den uendelige March paa Landevejen igen. Maalet var den lille By Vitry, tyve Kilometer fremefter i Retning af Arras. Klokken ni om Formiddagen naaede vi endelig frem til dette, vort foreløbige Maal.
Her var alting i fuld Opløsning, Vejene fulde af Flygtninge. Byen laa under Artilleriild. Infanteriet asede sig langsomt frem i Dyndet ved Siden af Landevejen, Inde paa Markerne kørte Artilleri og Ammunitionskolonner, store Lastvogne og Automobiler optog Kørebanen, frem og tilbage, et uendelig langt Tog, der strakte sig saa langt, man kunde skue fremad eller tilbage.
Snart mødte vi nogle let saarede Kammerater, andre kom bærende med en haardtsaaret Kammerat, saa kom nogle engelske Fanger, og ved at spørge frem og tilbage fik vi lidt Forsmag paa, hvad vi kunde vente derude. Fjenden havde stormet og taget alle Infanteristillinger ved en Overrumpling, var saa gaaet videre frem og havde paa samme Maade overrasket Artilleriet, som næsten helt og holdent var faldet i Fjendens Haand.
Alle Tropper, som var i Nærheden, blev samlet i Hast for at bringe Fjendens Fremrykning til at standse. Kl. 9 om Formiddagen kom vi til Byen. Et Loft i en stor Kornlade blev anvist som Kvarter. I Løbet af mindre end et Kvarter var vi installeret. Vi laa paa et Bræddegulv med Tornysteret som Hovedpude og tildækket med Kappe og Teltdug. Godt trætte sov vi snart en drømmeløs Søvn.
Vi fik kun nogle enkelte Timers Hvil, saa skulde vi igen af Sted. Feltkøkkenet bragte os efter tre Dages Forløb for første Gang varm Middagsmad, den saa sørgeligt berømte Kaalrabisuppe. Dörrgemüse var det officielle Navn, men I husker nok Kælenavnet (”Drahtverhau”). Omtrent samtidigt kaldtes til Parole.
Kl. 1 skulde Kompagniet staa parat til Afmarch med Stormbagage, Kogekar, Kappe og Teltdug, og desuden fik vi en ekstra Ration af 280 skarpe Patroner, 3 Haandgranater og en stor Spade. Der var ikke megen Tid til Forberedelserne. En Hilsen sendtes i Hast til Hjemmet, og for mange blev det den sidste. Paa Klokkeslaget stod Kompagniet parat, og saa gik det mod Arras.
Snevejret var forbi, og Solen sendte sine Straaler fra en klar Himmel. Sneen laa over Mark og Veje, og snart var det hele forvandlet til et Ælte af Dynd og Snavs, saa det var næsten ufremkommeligt. Kl. 4 om Eftermiddagen naaede vi det foreløbige Maal, en lille By, Fresnes, som ligger ved Hovedbanelinjen mellem Douai og Arras. Her skulde vi afløse et Kompagni ved Skansearbejdet.
Jorden i denne Egn bestaar af Kalksten, og man kan nok forstaa, hvilket Arbejde det maa være at bygge en Stilling med de Redskaber, vi var udrustet med. Planen var at bygge en Reservestilling, og Arbejdet var lige paabegyndt. Det skulde være en to Meter bred og to og en halv Meter dyb Grav, og vi tog fat med godt Mod. Betingelserne var: seks Timer Arbejde og seks Timer Hvil, indtil Stillingen var færdig.
Solen gik ned, og en skarp Blæst kom fra Nord med Frost og isnende Kulde, saa vi kun ved meget intensivt Arbejde kunde holde en Smule Varme i Kroppen. Men Kræfterne var udslidte, ingen Hvile og daarlig Forplejning, og for mange var dette uvante Arbejde næsten umuligt, saa Tempoet blev ikke synderlig stort.
Marken var endnu dækket med Sne. Fjenden kunde fra en Lænkeballon observere, hvad der skete, og snart sendte han os en Hilsen i Form af nogle Granater, som dog ikke gjorde nogen Fortræd. Klokken 10 om Aftenen havde vi god Dækning i den nye Grav, som nu var 1½ Meter dyb, men Afløsningen, som skulde komme, udeblev.
Vi ventede en lille Times Tid, saa tog vi selv Affære. Trætte og forkomne, som vi alle var, længtes vi kun efter Mad og Hvile. Den nærliggende By Vitry, som vi søgte hen til for at finde Kvarter, var belagt med Artilleri, og alt var optaget.
Vi kunde ikke finde noget Sted, hvor vi kunde finde Husly. I Udkanten af Byen stod Batterierne nedgravet alle Vegne. Kældre og sammenskudte Huse var spækket med Kanoner og fyrede løs imod Fjenden. I en lille Hytte, hvor der stod en Kanon i Kælderen, fandt vi en tom Hestestald. Her pakkede vi os sammen i de enkelte Baase, saa mange som muligt for at finde Varme og Hvile. Batterierne skød uafbrudt, og i denne Helvedes Larm skulde man nu sove.
Klokken et blev Kompagniet vækket af Vagten. Feltkøkkenet var kommet frem med varm Mad, Kaffe, Brød og Marmelade. Endskønt Søvn og Hvile var haardt tiltrængt, gjorde Maven efter en saa lang og haard Arbejdstørn sin Ret gældende. Klokken to havde vi spist, Forplejningen til næste Dag var fordelt, og nu vilde vi hvile ud og have en god Søvn, til vi igen skulde ud til vort Skansearbejde.
(… fortsættes)