Nis Kock fra Sønderborg deltog i forsvaret af den tyske koloni i Østafrika. I 1917 var han ankommet til byen Livale i den sydlige del, her var det svært at skaffe proviant, dels pga. de passerende tropper, men også pga. manglen på ordentlige pengesedler. Kock hyrede også her en ekstra mand: Penda Rocho.

Landet var fattigt og udspist af gennemmarcherende og bivuakerende Tropper. Det var det første Indtryk, jeg fik af Livale og dets nærmeste Omegn.

Ramasan kunde opbyde al sin Sporsans, han fandt dog intet spiseligt til os. Der skulde meget længere Rejser til end dem, han kunde tillade sig for at skaffe Proviant.

Saa engagerede jeg en tredie Mand til min Husstab, en Specialist i at finde Fødemidler. Han hed Penda Rocho, hvilket paa hans Sprog betød kærligt Hjerte, og han svarede for saa vidt godt til Navnet, som han af et godt Hjerte arbejdede for mig.

Undertiden kunde han være borte i Ugevis blot for at hente en Smule vild Honning eller spiselige Frugter — saa udgaaet var den nærmeste Omegn for Proviant.

Penda Rocho havde tilfilede Tander, hvilket henledte Tanken, paa Menneskeæderi, og jeg spurgte ham derfor en Dag, om han havde spist Mennesker.

Penda Roche rystede blot paa Hovedet og smilede med sine tilfilede Tænder:
— Ikke jeg, men min Fader, Bwana, men det var før de Hvide kom her til Landet.

Noget fast Led i Husstanden blev Penda Rocho dog aldrig. Han var altid paa Farten og maatte nærmest betragtes som en Slags Opkøber.

Der skulde paa dette Tidspunkt baade gode Handelsevner og god Sporsans til for at handle med Fødevarer paa denne Egn. Dels var det meget vanskeligt at finde de Steder, hvor der var Fødevarer, og dels havde vi ikke noget at købe for.

Vi fik ganske vist stadig udbetalt vor Løn, men siden vi var tvunget bort fra Centralbanen og Byerne, blev den betalt os i daarligere og daarligere Sedler.

Allerede paa det Tidspunkt, da „Kronborg“ landede saa ublidt paa Afrikas Kyst, benyttede man Nødpengesedler, men de blev dog trykt paa et rigtigt Trykkeri i en af Byerne og saa ganske nette ud.

Deres Kurs svarede dertil. Den var ikke saa høj som Metalpengenes, men man kunde dog afsætte Sedlerne til de Indfødte uden nævneværdigt Tab. Men efter Tabet af Centralbanen og Byerne var det ustandseligt gaaet tilbage baade med Pengesedlernes Udseende og med deres Kurs.

De, vi fik i 1917, var trykt paa almindeligt Skrivepapir med et Haandtrykkeri med Gummityper af den Slags, som Børnene leger med i Europa.

Trykket var ofte ulæseligt, især naar Sedlerne havde været gennem mange Hænder, og det var svært nok for en Europæer med al sin Autoritetstro i Behold at havde Tillid til disse mærkelige Penge, der var affødt af bitter Nød, men helt galt var det for de Indfødte.

De nægtede simpelthen at tage imod Pengene, og naar Penda Rocho skulde ud paa en af sine Ekspeditioner, maatte jeg skrabe Byttemidler sammen til ham — Metaldele, Uniformsgenstande o. s. v., o. s. v.

Jeg var ved at blive klædt af til Skindet blot for at faa lidt udover det daglige Brød.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)