1. januar 1917. ”Nettet var ved at trække sig sammen om Forsvarerne af tysk Østafrika”

Nis Kock fra Sønderborg deltog i det tyske forsvar af Østafrika. Ved årsskiftet 1916-1917 befandt han sig i Logeloge, men britiske og belgiske angreb tvang tyskerne til at evakuere.

Den første Dag i det nye Aar fik Stache Ordre fra Hovedkvarteret om straks at bryde op med Ammunitionen og begive sig til Livale.

Stache lod mig udtage 25 Mand af Bærerne til at transportere Drejebænken, som jeg havde skilt ad, og dermed begyndte den længste Safari, jeg har været paa i Afrika. 

Der blev ikke sunget, da Marchen begyndte denne Dag.

Negrene, der altid vidste god Besked, vidste lige saa godt som vi, hvad der var sket.

Selve den Dag, da vi marcherede mod Syd paa den første Dagsmarche, kastede engelske Flyvere Bomber ned over Logeloge, og vi saa Flammer stige op fra Skure og Hytter.

Mod Nord satte stærke engelske Kolonner sig samme Dag i Bevægelse mod Rufijifloden, og Kampene, som var stilnet helt hen, blussede op med fornyet Styrke.

 Over alle Fronter i Østafrika blev der angrebet omtrent paa samme Tid.

Fra Vest trængte Belgiere og Englændere General Wahles Tropper helt ud af det Land, de skulde forsvare, og mod Nord fejedes de svage tyske Styrker ved Rufiji ned mod Floden og over den, og samtidig kastede Englænderne Tropper i Land ved Lindi i Koloniens sydøstlige Hjørne, den eneste større By Syd for Rufijifloden.

Nettet var ved at trække sig sammen om Forsvarerne af tysk Østafrika, men endnu var Landet dog stort nok til, at vi kunde drage ud paa en maanedlang Safari.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *