1. februar 1919. “Jeg var underernæret og undervægtig og skulle langsomt vænnes til almindelig kost”

Senest ændret den 28. januar 2020 16:55

Paul Hedegaard (født 1899) gjorde krigstjeneste ved en MG-deling ved IR86. Endelig, den 24. december 1918, nåede han hjem til sine forældre i Højer.

I januar 1919 meldte jeg mig til lazarettet, men ikke i Flensborg, derimod i Tønder, og det var indrettet på seminariet. Lægen mente,  at jeg havde været længe undervejs, da han jo ikke anede, at jeg havde været hjemme i julen. –

Jeg var underernæret og undervægtig og skulle langsomt vænnes til almindelig kost. Min vægt lå på 63 kilogram, og jeg målte i højde 1 meter og 79 centimeter.

I et par måneder fungerede jeg som sygehjælper og assisterede ved røntgenundersøgelser for at finde kugler og splinter, der så senere skulle fjernes ved operation.

Men den 16. marts 1919 kom der besked fra Flensborg, at jeg skulle møde på Duborgkasernen til undersøgelse. – Den prøjsiske tone her var helt forsvundet, velgørende, og man blev nærmest spurgt, om man ville det eller det, nej, ingen kommandotoner mere, og det
var helt underligt.

Og endelig den 23. marts fik jeg min afsked – med 50 mark i  hjemsendelsespenge og 1,50 mark som rejsepenge.

DSK-årbøger, 1969

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *