Senest ændret den 9. december 2015 14:33

Hejmdal den 15. oktober 1914:

Krigen har nu ogsaa krævet sine Ofre her fra Ravsted Sogn, skrives der til “Fl.Av.” Den 17. September saaredes Chr. Lund fra Korup ved Royon i Frankrig.

Efter 10 Timers Kamp blev der Ro, og da Soldaterne traf en Marketendervogn, vilde de købe nogle Madvarer, men saa kom en fjendtlig Granat, der saarede Chr. Lund haardt og 4 andre lettere. Den 21. September skrev Lund hjem til sin Hustru, at han haabede snarest muligt at blive flyttet til et Lasaret i Tyskland. Dagen efter døde Lund imidlertid af sine Saar, 33 Aar gammel. Den sørgelige Underretning indløb til hans Hustru og hans Forældre den 4. Oktober. Pastor Tiedje holdt den 8. Oktober en Mindegudstjeneste over Chr. Lund i Ravsted Kirke.

Den 18. September, dagen efter at Lund var bleven saaret, faldt hans Nabo i Korup, den 28 aarige Hans Skov (født i Løgumkloster), som for 3 Aar siden købte Gaarden Korup og i Fjord giftede sig med Anna Petersen fra Kærgaard ved Solvig. Skov var Oppasser hos en Kaptajn, og som Følge deraf var han ikke direkte med i Slaget, men holdt med Hestene 1 Kilometer bag ved de Kæmpende. Da kom der en Shrapnell, som dræbte Skov og begge Hestene. Der afholdtes en Mindegudstjeneste for Skov i Dag, en 15. Oktober, om Eftermiddagen Klokken 2½.

Deltagelse i Sognet med de to haardt ramte Familier er meget stor. Begge de to Faldne var et Par af de dygtigste landmænd, som havde oparbejdet deres Ejendomme til et Par Mønstergaarde.

Ære være deres Minde!

ET MINDE OVER
“DE SØNDERJYDSKE DANSKE KRIGSDELTAGERE”
i RAVSTED SOGN.

Den 11. nov. 1981 fandt en højtidelighed sted på Ravsted kirkegård-det var den traditionelle kransenedlægning ved mindestenen for de faldne fra første Verdenskrig.
Kun fire af foreningens medlemmer var til stede,de sidste som endnu var i live. Til stede var også andre medlemmers efterlevende og pårørende,samt et par særlig indbudte,hvoriblandt også Ravsted skoles 7. klasse. Hint møde havde foruden det sædvanlige præg af en stille højtidelighed desforuden et stænk af vemod i sig,idet der var besluttet, at dette skulle være den sidste fælles handling i foreningens mangeårige historie- et afsluttende punktum for dens virke i sognet- Foreningens historie,som her kort skal beskrives, er et vidnesbyrd om varmt kammeratskab,ægte menneskelig fællesskab og en sand kærlighed til hjemstavnen og dens danske arv, holdninger,som var vokset frem af oplevelserne i krigens onde år,og som forblev grundpillerne i deres foreningsarbejde.

I forbindelse med dette mindeskrift kunne jeg for at gøre beretningen mere nærværende have lyst til at fremdrage de optegnelser,som sognepræsten i Ravsted Th. W. Tiedje gjorde,hvor han skildrer forholdene i sognet i krigsårene fra 1914-18.De skal her gengives i sin helhed og uden væsentlige omskrivninger. ” I den sidste uge af juli i 1914 herskede der i naturen lummer og trykkende atmosphære. Dette bidrog til at trykke stemningen hos folk, der allerede på grund af begivenhederne i den store politik var foruroliget.Man gik i almindelighed med en forudanelse om noget helt frygteligt,der var vanskeligt at forestille sig. Krigsfaren blev mere og mere truende. Ved postens ankomst havde der altid samlet sig en stor skare af foruroligede mennesker. Søndag den anden august skulle der have været afholdt en årlig missionsfest med missionærinspektor P. Pohl og missionær Ole Jensen,der var hjemme på orlov, som talere.For at overbevise sig om muligheden for deres rejse,gik pastor Tiedje lørdag den anden august aften kl. seks til posthuset.

Der traf han to yngre gårdejere,der kunne vente deres øjeblikkelige indkaldelse. Ved hans ankomst bad de ham ved tegngivning om at være stille.I samme øjeblik optog postembedsmanden mobiliseringsordren.Med ubevægelig ro hørte man hans monotone ord,hvormed han gentog de telefonisk modtagne ord.Ved hjælp af cyklister blev mobiliseringsordren i løbet af aftenen og natten tilstillet de mødepligtige. Den næste dag,søndag d. 3. aug.”faldt” gudstjenesten, da de to missionærer måtte afbryde deres rejser til Ravsted. Jernbanetrafikken var spærret for civile.Hele søndagen kørte pastor Tiedje omkring i menigheden for at give de indkaldte et ord med på vejen.Det var først gamle,mest gifte landstormsmænd,der skulle stille straks,for at stille som banevagt og udføre andre vagttjenester. Nøden hos koner og børn var hjerteskærende. I de følgende uger holdtes der hver aften kl. seks nadvergudstjeneste for de indkaldte Og deres pårørende.Disse var begribeligvis stærkt besøgt. Om torsdagen var der børnegudstjeneste på dansk-om fredagen på tysk efter allerhøjeste befaling.

Snart svirrede det med vilde, ukontrollerbare rygter.En tåbelig spionfrygt gjorde sig gældende .Beklageligvis fandt nogle arrestationer sted af nogle dansksindede mænd.De blev for nogle uger interneret i Altona.Denne forholdsregel var fuldstændig overflødig,da det handlede sig om loyale mænd,det satte meget ondt blod og blev også meget beklaget i besindige kredse.

I de næste tre uger var man fuldstændig aflukket fra omverdenen.I det fjerne hørte man troppetransporterne rulle.Aviserne stod under skarp cencur.Fra de bortrejste indtraf i begyndelsen kun sparsomme meddelser,der var meget forsinket.Feltpost blev af forsvarsmæssige grunde holdt tilbage.Denne forholdsregel virkede meget foruroligende.
Men snart indtraf de første efterretninger fra de opmarcherede hære. Lyttich blev indtaget ved overrumpling og andre sejrsmeldinger indløb.Hver aften blev hærberetningen bekendtgjort ved opslag på posthuset.
Snart indløb også andre meldinger,de første breve med påskriften ” faldet på ærens mark”.De virkede rystende.De første sørgegudstjenester formede sig som hele menighedens sørgefest.Det var i slutningen af september.
Endnu lød det i brevene fra feltent- I julen er vi hjemme.Da kom efter Marneslaget fastlæggelse af fronten,og det blev stillingskrig. Man blev skuffet,og med resignation indstillede man sig på krigen som en foreløbig vedvarende tilstand.Man håbede på krigsafslutning fra år.til år.Den 4-årige ventetid blev en hård prøvelse for den sjælelige medfølelse. Stadig talrigere indtraf sørgebudskaberne.Følelserne blev mere og mere afstumpede.
Velgørenheden for vore soldater,for lazaretterne for den nød befolkningen led i de krigshærgede landsdele fortsatte under hele befolkningens medvirken på ubegribelig måde og holdt sig levende gennem samtlige krigsår. Pastor Tiedje havde i sin bolig indrettet et opsamlingssted for de nødlidende østprøjsere. I umådelige mængder strømmede det ind med gaver fra hele Nordslesvig.Gaverne:beklædningsstykker ,sko ,sengetøj ,pengebeløb .Tre gange måt te vognen læsset med gaver bringe dem til Byl derup-jernbanestation.Som “liebesgaben” blev de sendt portofri.Irlig gik til jul til alle krigsdeltagere gavepakker fra menigheden,de blev ordnet som julepakker i præstegården.
Pastor Tiedje stod ved personlige breve og gennem fremsendelse af det danske menighedsblad og et tysk blad for soldaterne i regelmæssig forbindelse med menighedsmedlemmer i felten og i lazaretterne.
Det kirkelige liv i menigheden opblomstrede begribeligvis under de første indtryk af nøden meget stærkt.
Spørgsmålet efter Guds ord blev dog levende hos mange,der før i tiden havde vist ligegyldighed for deres sjæls vel.Men det viste sig dog snart,at mangen glædelig omvendelse dog kun var udsprunget af angstens religion. Med følelsen af sikkerhed vendte den gamle religiøse lunkenhed tilbage igen.Vel har det kirkelige og så vidt det kan konstateres også det religiøse liv i menigheden holdt sig gennem alle krigsårene,skønt deltagelse af det kirkelige liv om sommeren var hindret af meget arbejde til kvinderne,senere af mangel på brændsel til kirken samt mangel af belysning. Efter ønske fra samtlige landsbyer i sognet blev bibeltimerne,der havde været indskrænket i vinteren 1917 genoptaget af pastor Tiedje og talrigt besøgt.Set på helheden må man dømme således:En sådan tid med stærke sjælelige rystelser er ikke egnet til at fremme Guds rige.Vel kan den ryste og forbigående hos mange gøre spørgsmålet efter Gud og hans fred levende.Hos nogle kan den dog føre til fællesskab med’ Gud,qien livet i Gud gror i stilheden, ikke i storm.Det sædelige liv blev ved krigens udbrud i begyndelsen gunstig påvirket.Salget af alkohol blev forbudt,alle offentlige forlystelser også.Enhver viste i sin færd,at han var dybt grebet af tidens alvor.De mange forordninger om rationering af levnedsmidler,afleveringspligten, indskrænkning af det private forbrug,højeste priser blev årelangt i det sto og hele samvittighedsfuldt overholdt.Der viste sig mangt idealistisk sind,både af de dansksindede og tysksindede ved velgørenhed mod den mere ringe stillede del af bybefolkningen, der i stor udstrækning opsøgte den med levnedsmidler mere velforsynede landbefolkning.
Efterhånden slappedes den oprindelige gode ånd.

Med den stigende mangel på forbrugsartikler begyndte hamstringen.Levnedsmiddelforord- ningerne blev ikke mere iagttaget så strengt-. Det helt umulige at klare sig med det lovligt tildelte kvantum tvang ligefrem dertil.Smughandel og åger,forus åget af ,at de velhavende byboere bød store overpriser for levnedsmidler satte langsomt ind.Oprindeligt stærkt fordømt af alle venligsindede,forpestedes dog den sædelige dømmekraft i vide kredse efterhånden.Meget bidrog den omstændighed dertil, at bybefolkningen forlangte uhyre priser for brugsartikler,medens der var sat højeste pris på alle landbrugsprodukter.
Af denne beklagelige udvikling opstod efterhånden en atmosphære af indre usandhed. Rå mandsånd begyndte at brede sig og med den rige gevinst,begyndte også den materialistiske ånd at røre på sig.Den gode heroiske ånd fra de første krigsår døde efterhånden.Det er muligt at tidens nød i hvert tilfælde måtte føre til denne udvikling.Stærkt fremmet blev den også af den tit fuldstændige virkeligheds- fjerne holdning hos øvrigheden.Der blev udstedt talrige forordninger,der var barnlige eller tit uopfyldelige.Man måtte overtræde dem.Mængden af udstedte forordninger var så umådelig,at intet menneske kunne finde ud af hvad man måtte eller ikke måtte.Der indtråd­te en almindelig ærgelse og lammede den sædelige dømmekraft over for disse forordninger.
Det økonomiske liv måtte naturligvis kæmpe med mange vanskeligheder.Mændene og alle arbejdsdygtige arbejdere var i felten.Halv voksne børn og konerne måtte træde i deres sted.Snart fik landmanden ret gor arbejdser- statning ved krigsfangerne ,3-4- blev det væsentlige arbejde i sognet udført af først rus sere og franskmænd senere også af rumænere, belgier,italienere,serbere og englændere.De udføtte deres arbejde meget tilfredstillende og glædede sig over den gode behandling,de fik,af deres arbejdsgivere.For russerne og også italienerne afholdt pastor Tiedje i den nye kro (nuværende forsamlingshus) juletræsfester.Han uddelte også regelmæssig blade til opbyggelse blandt krigsfangerne.Russerne deltog også tit i menighedsgudstjenesten.

Vejret var i krigsårene mærkværdigt og vanskeligt for markarbejdet og indhøstning.

1914— første uge i august daglig varende regn. Rugen groede ud af siden.Så kom herligt høstve jr. Høst en kom hurtigt og godt i lade.

1915 velsignet forårsvejr,først på sommeren stor tørke.Sommerkornet voksede ud af siderne,gav ringe udbytte. Høsten mådelig.

1916 kornhøsten god.Kartoffelhøsten mislykkedes.Så fulgte den for byboerne skrækkelige vinter.

1917 kold og våd sommer,meget halm ringe kerne.

1918-maj kold,tør,sommeren god. Fra 2. september til 15. oktober, med undtagelse af to dage, daglig regn. Megen havre blev ødelagt

1919-Økonomisk hørte dette år til denne tidsperiode.Foråret meget varm,meget tørt,kold sommer,høstvejret meget godt.August ualmindelig kold.

Af krigsbegivenhederne blev vort snævre hjemland ikke direkte berørt.Kun når der afholdtes forsøgsflyvninger og øvelsesflyvninger blev sognet overfløjet af de i Tønder stationerede luftskibe og flyvere.I det fjerne hørtes (?) fra Skageraks-slaget og fra en vagtbådsfægtning med engelske krigsskibe.De tordenlignende detonationer af strandede miner i Vadehavet og af luftbombardementet af luftskibshallerne ved Tønder af engelske flyvere (juli 1918) var de eneste iagttagelser,der mindede os om,at stillingskrigen rasede.Forøvrigt forløb hverdagen fredelig i sine gamle vante baner.

En lille kirkeklokke,der var benyttet til skolebrug og dele ( ?)• af orgelet måtte menigheden ofre til fædrelandet til krigsformål.
Den nationale strid i Nordslesvig hvilede fuldstændig~takket være den ofte ubehændige og tåbelige pressecencur i krigsårene.For vore dansksindede landsmænd var det begribeligvis en tid med særlig tunge sjælelige oplevelser døden for en sag ,der ikke var deres.Man kan ikke nægte dem sin særlige deltagelse.De har lige så trofaste som de tysk-nationalsindede gjort deres pligt,og deres opførsel herhjemme var værdig.

1918-oktober-november sammenbrud,revolution og almindelig resignation.Megen bitterhed.

1919-1920 uhyre prisstigninger.For alle kredse langvarige forhandlinger om Nordslesvigs afståelse til Danmark.

Samme tekst som pdf – udvidet med DSK-Ravstedshistorie samt nogle afskrifter af feltpostbreve.

Se den her: Ravsted_1914-1918_mindre